AAA
 

08/09-2010

Første Mosebog danner univers for flere nye computerspil. Spilproducent har planer om, at hele Bibelen skal kunne spilles.

Så er der nyt til de spil-begejstrede. Bibelen udkommer som computerspil. The Bible Online – The Heroes er spillets titel, og man kan allerede nu spille sig igennem de bibelske historier i en gratis test-version.

The Bible Online – The Heroes er et så kaldt MMORTS (massive, multiplayer-online real-time strategy game). Det er sikkert sort snak for de fleste personer over 30 år. Mange er måske lidt mere på hjemmebane, når de hører, at spilgiganter som Evony og Travian hører til genren.

Rolle som gammeltestamentlig helt
Spilleren bliver udpeget til leder af en lille nomadestamme. Nu skal stammen opbygges. Der er få ressourcer og alt tager tid, og samtidig skal stammen handle med andre stammer eller bekrige dem. Spillerne kan kommunikere med hinanden gennem chat og aftale handel, fredsbetingelser osv.

Målet er, at spilleren fører sin stamme fra Ur til først Harran og senere Kanaan – Abrahams rejse. Der er side-historier, hvor man møder andre store bibelske helte som Isak og Jacob.

Det tyske selskab bag spillet har meddelt, at de vil føre Bibelhistorien videre i kommende spiludvidelser, sådan at hele Bibelen kan ”gennemspilles”.   Det er meningen, at spillet fra omkring nytår kan spilles på de fleste europæiske sprog.

Bibel-spil kan formidle viden
I maj udgav den svenske kirke spillet Testament. Det tager også afsæt i Det gamle Testamente og fortællingen om Abraham.

Sognepræst Ulrik Flinta er begejstret.
- Det lyder rigtig godt. Spil er en fantastisk effektiv måde at indlære på. Mine egne børn spiller nogle spil, som foregår i bestemte historiske epoker, og de lærer en masse om historie. Jeg tror ikke, at et Bibelspil kan formidle troens dimension, men den kan formidle viden om det bibelske univers, og det er meget værd.

Præst måtte opfinde PC-spil
I Sverige savnede ungdomspræsten Peter Håkansson nogle bibelske PC-spil til sine konfirmander. Han fandt ud af, at han selv måtte sørge for, at de blev produceret.

I Testament er spilleren en engel. Engelen møder de kendte personer fra Bibelen, og skal hjælpe dem. Spillet er delt i seks kapitler. Mellem hvert kapitel bliver den bibelske historie flettet sammen ved hjælp af tekst og billeder. Målet er at få de unge til at overveje eksistentielle spørgsmål.

Fakta:
Udgiver afThe BibelOnline - The Heroes er den tyske spilproducent FFIA 

 

 

 

Anders Rom Dahl

KommentarerKommentarer

Ingen kommentarer

Tilføj kommentar