Halvdelen af alle danskere føler sig trygge inden for hjemmets fem vægge. De fire velkendte og så den femte, facebookvæggen. Det udadvendte privatliv i de sociale medier er et oplagt mødested for kirken og danskerne.
Senest har kirkeminister Manu Sareen opfordret kirken til at bruge facebook bedre og folkekirken.dk tager nu udfordringen op.
Sociale medier stiller store krav til kirken
- Det er ingen hemmelighed, at der er langt flere danskere på facebook, end der er på kirkebænkene søndag formiddag. Derfor glæder jeg mig rigtigt meget til at promovere folkekirken i den virtuelle verden, udtaler nyansatte Anne Dorte Nørby
Hun er lige sprunget ud fra Journalisthøjskolen i Aarhus med en kandidatgrad i journalistik og bachelor i teologi. Stillingen som journalist på folkekirken.dk med fokus på sociale medier kalder hun et drømmejob.
- Folkekirken bevæger sig her ind i ukendt terræn og der stilles store krav til kommunikationen, fordi det handler om hele folkets kirke, om tro, love, stærke følelser og traditioner.
Web-tv skal vise en levende folkekirke
Anne Dorte Nørby er i fuld gang med at indtage folkekirken.dks nye kontorlokaler i Aarhus sammen med sin nye kollega, videojournalist Astrid Højbjerg. Journalistpraktik og vikartjeneste på Ekstra Bladet har skærpet hendes blik for de gode historier, som fænger danskerne.
- Tradition, fornyelse, rigtige mennesker og stærke følelser. Folkekirken har det hele. Og da den ikke tidligere har været til stede på web-tv, er der masser af gode historier at kaste sig over, siger Astrid Højbjerg og tilføjer:
- Det er en stor udfordring, men det får mig kun til at glæde mig endnu mere til at smide kameraet på skulderen og gå på jagt efter folkekirkelige historier, der rører, rammer og overrasker. De historier er der altid seere til.
De to journalister er ansat i et nyt projekt, som folkekirken.dk og de ti biskopper sammen har fået midler til fra Folkekirkens Fællesfond. Arbejdet skal styrke kirkens kommunikation gennem levende billeder på kirkens hjemmesider, sociale medier og tv.
Tiltrængt løft
Det er en tiltrængt opprioritering af kirkens kommunikationsarbejde, mener redaktør Ellen Aagaard Petersen:
- Folkekirken trænger til et alvorligt løft på kommunikationsområdet. Hvis kirken stadig skal være til at få øje på for danskerne, skal vi tage alvorligt, at de længe har orienteret sig andre steder end i det lokale kirkeblad og ugeavisen.
Redaktøren glæder sig til, at folkekirken.dk nu kan tage nogle af de store udfordringer op, men det er kun en begyndelse, understreger hun.
- I Norge, Sverige og Finland har kirkerne kommunikationsafdelinger med 40-70 ansatte, som arbejder med hjemmesider, sociale medier, webtv, magasiner og pressearbejde.
Folkekirken er stadig bagefter, og det er desværre nok først om 10–15 år, vi ser omkostningerne ved at forsømme kontakten med almindelige medlemmer.
På søndag får prinsessen i Møgeltønder en Snapper-hilsen i dåbsgave og et medlemskab i dåbsklubben for alle Danmarks små prinser og prinsesser, Snapperklubben.
Blåt blod eller ej - dåben er den samme både for prinsesser og andet godtfolk, fortæller kongelig konfessionarius. Han døber søndag den 20 maj Danmarks nye prinsesse i Møgeltønder kirke.
Det er nu ikke helt rigtigt, at folkekirken ikke har lavet webtv før. Vi i Folkekirke TV i Aalborg Stift har 100 indslag liggende online på youtube.
Tilføj kommentar