Der skal psykisk robusthed og indføling til at være præst i en katastrofe. Folkekirken er forberedt på at yde støtte i krisesituationer, som Den norske Kirke gør det efter fredagens terrorhandling.

Fredag aften, få timer efter terrorhandling i Oslo og på Utøya udsendte Den norske Kirke en pressemeddelelse, som fortalte, at kirker over hele landet var åbnet for mennesker, som søgte fællesskab og trøst. Der var forslag til bønner til søndagens gudstjenester og annoncering af særlige mindegudstjenester.

Siden har norske præster været til stede på krisecentre og i lokale kirker som del af det beredskab, som hjælper det norske folk gennem katastrofen. 

Folkekirkens Katastrofeberedskab
De færreste har hørt om Folkekirkens Katastrofeberedskab, for det ville være usmageligt at profilere kirken på, siger ledende beredskabspræst, Laurids Korsgaard. Men skulle noget tilsvarende ske i Danmark, er folkekirken på samme måde klar til at træde til med samtaletilbud til ofre og pårørende. Det vil også være naturligt at organisere mindegudstjenester og lægge bønner og andre ord til trøst på internettet, som den norske kirke har gjort det.  

Folkekirkens katastrofeberedskab har 6 – 10 beredskabspræster i hver region, og de er forberedte på at blive kaldt hjem fra ferie, hvis en stor katastrofe som den norske skulle indtræffe.

Psykisk robusthed og indføling
Det kræver en vis psykisk robusthed at manøvrere i meget følelsesintenst miljø. Det oplevede Laurids Korsgaard selv på den hårde måde, da han som ung præst blev kastet ind i en krisesituation med flere end hundrede ofre. Ved skibsbranden på Scandinavian Star for tyve år siden, var han i nærheden og etablerede sammen med Rigshospitalets psykologer en interimistisk kriseindsats.

- Bagefter blev vi klar over, at det var tilfældigt, at vi havde været på plads. Det var nødvendigt med et organiseret beredskab og det begyndte vi så at opbygge i fællesskab, fortæller han.

I dag er beredskabspræsterne en integreret del af et velorganiseret katastrofeberedskab. Præsterne uddanner sig sammen med medarbejdere i regionenes psykiatri, som de i tilfælde af en katastrofe skal arbejde sammen med.

Præster kan ikke gå i selvsving
Omkring 45 beredskabspræster er uddannet til opgaven i dag, men katastrofeberedskabet er hele folkekirkens opgave, understreger Laurids Korsgaard.

Man inddrager efter behov flere præster og opgaverne skal hurtigst muligt sendes videre til den lokale sognepræst, som jo vil være den, der senere skal begrave i tilfælde af dødsfald.

Præstens opgave er at lytte og tale med mennesker i krise. Det kræver indføling og empati, men også en vis nøgternhed og accepten af, at her kan ikke alt lade sig gøre.

- Vi kan ikke have præster, der går i selvsving, men det gør folkekirkepræster heller ikke. Den samme udfordring, møder præsten, når han kommer ud til de pårørende efter et selvmord eller en trafikulykke. Præsten kommer ikke med krisehjælpsteknikker og i den akutte chokfase er det sjældent tid at prædike opstandelse. Det gælder om at lytte og være sammen i den menneskelige afmagt.

Håber aldrig, der bliver brug for os
I hver af landets regioner er der altid en katastrofeberedskabspræst på vagt med en tændt mobiltelefon på sig. Det er regionens Akut Medicinske Koordinationscenter, som koordinerer indsatsen og vurderer behovet for præster i en konkret situation. Laurids Korsgaard tør godt love, at folkekirkens katastrofeberedskab er klar:

- Sidst vi lavede en prøvealarmering i Region Nordjylland, var juleaften kl. 22.17, og i løbet af få minutter meldte fem af seks præster sig klar. Det kan føles absurd at bruge så meget energi på at forberede en situation, som vi håber, aldrig opstår. Men erfaringerne viser, hvor vigtigt det er, at have beredskabet, når ulykken rammer.

Besøg Folkekirkens Katastrofeberedskabs hjemmeside

Læs om Den norske Kirke og katastrofeberedskabet

Ellen Aagaard Petersen

---