03/10-2010

Søndagens gudstjeneste i Københavns Domkirke dannede rammen om den historiske underskrivning af Porvoo-deklarationen. Netop derfor var et vigtigt, at folkekirken viste sig fra sin mest traditionelle side

Foto: Maj-Britt Boa

Københavns Domkirke dannede søndag morgen rammen om en betydningsfuld underskrivning, da formanden for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, Hanna Broadbridge, og Biskop Karsten Nissen i vidners påsyn skrev under på Porvoo-deklarationen, der udstikker grundlaget for samarbejdet mellem de luthersk-evangeliske og anglikanske kirkesamfund.

Danmark udenfor
Allerede for femten år siden tilsluttede Norge, Sverige og Island sig dette fællesskab, mens Danmark efter en lang høringsproces i menighederne rundt om i landet besluttede at sige nej med henvisning til den anglikanske kirkes holdning til kvindelige præster og biskopper. Siden har den anglikanske kirke flyttet sig og anerkender nu, at kvinder kan bestride præsteembedet. Ligesom de fleste forventer, at der går meget kort tid, inden vi ser en første anglikanske biskop.

For et år siden besluttedes det derfor, at grundlaget for den femten år gamle afvisning nu var væk, og at også Danmark derfor kunne tilslutte sig samarbejdet uden forbehold. Den formelle underskrivning fandt dog først sted nu, ét år efter. For mange af deltagerne var det tydeligvis en betydningsfuld begivenhed. Hermed sluttede en æra præget af forbeholdenhed til fordel for en mere åben og tillidsfuld stemning overfor det anglikanske kirkesamfund.

Glæden herover kom tydeligt til udtryk i de små kortfattede taler på engelsk som henholdsvis Københavns Biskop og den anglikanske biskop fra Newcastle, Martin Wharton holdt. Begge betonede de arbejdsopgaverne, der lå foran. Først og fremmest opgaven med at lære hinanden bedre at kende. Som Biskop Peter Skov-Jakobsen dog udtrykte det: Fordi det netop er i samspillet med de andre, at ens særegenheder for alvor bliver tydelige.

Søndagsgudstjenenesten
For at give de mange tilrejsende gæster en første ”lektion” havde man derfor valgt at holde en ganske almindelig søndagsgudstjeneste i Domkirken. Det var da også tydeligt, at der blandt de fremmede gæster sad en stor gruppe fra den almindelige søndagsmenighed, der for en dels vedkommende var mødt op uden at havde bemærket søndagens særlige karakter. Og godt det samme; for det betød, at de mange tilrejsende udenlandske biskopper fik syn for sagn for hvordan søndagsgudstjenesten i en dansk sognekirke går for sig. Det eneste eksotiske indslag var, at de to første tekstlæsninger foregik på såvel dansk som engelsk, samt at salmerne for nogles vedkommende var lidt mindre kendte, fordi man havde valgt salmer, der kendtes og var indsungne i de andres tradition. Endelig blev indstiftelsesordene fremført vekslende på først engelsk og siden dansk.

Underskrivning
På samme lavmælte måde foregik selve underskrivningen efter gudstjenesten, i bunden af kirkeskibet og inde til højre. Bagefter var der nogen murren i krogene over, at folk ikke kunne se selve handlingen. Andre mente dog, at det var godt det samme: Det var ikke selve underskrivningen, som havde betydning, men det arbejde som forestod med at lære ”de andre at kende” og på godt og ondt lære af hinandens succes’er og fejltagelser. Forbundet som de er med den opgave, at være kirke i en moderne og global kontekst, som Københavns biskop udtrykte det i sin korte tale efter prædikenen.

Karen Schousboe