Kirker holder grundlovsmøder med kulturen, kendisser og komikere på talerstolene. Folkekirken bruger Grundlovsdag til at markerer sin folkelighed, mener kirkehistoriker.

Mens politkerne diskuterer, om folkekirken skal skrives ud af grundloven, fejrer kirken Grundlovsdag i præstegårde og præstehaver. I mange lokalsamfund er kirken vært for det årlige grundlovsmøde, som ikke kun tæller politikere og præster på talerstolene. Kulturpersonligheder, kendisser og komikere indtager grundlovsmøderne, som gerne må være folkefester.

Frank Hvam på grundlovstalerstolen
I Vive præstegård ved Hadsund holder stand-up komikeren, Frank Hvam den årlige grundlovstale. Grundlovsmødet har også folkemusik og trylleklovn på programmet, som lægger op til folkefest for hele byen.

På Diakonhøjskolen i Århus bliver den nationale helligdag også markeret. Her slåes formentlig en mere alvorlig tone an, når sognepræst og formand for Danmission Lars Mandrup taler om den danske delegations rejse til Damaskus og Cairo under karitaturkrisen i 2006 under overskriften Danmark og den vide verden.

I Maribo er står der også et kirkeligt værtskab bag grundlovsmødet i Bispehaven. Her taler museumsdirektør Ulla Schaltz om Vores fælles kulturarv og Grundloven.

En folkelig eller partipolitisk fest?
Grundlovsfester i kirken er ikke noget nyt påfund. De politiske partier, som i dag dominerer grundlovsfejringen, har ifølge Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen aldrig haft patent på grundlovsfesterne. Hun er leder af Vartov-Arkivet og skriver på hjemmesiden grundtvig.dk, at danskerne begyndte at fejre deres nye forfatning allerede to år efter Grundlovens vedtagelse i 1849.

Festerne blev fejret af foreninger og højskolekredse med taler, kaffe og sang fra højskolesangbogen. Det var fester, som fejrede Grundlovens frihedsrettigheder som religions- trykke-, forenings- og forsamlingsfrihed for det danske folk i bred forstand. I 1870´erne begyndte de politiske partier at fejre  grundlovsdagen med de partipolitiske markeringer, som i dag dominerer billedet af den nationale mærkedag.

- Det er tankevækkende, skriver Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen, at Grundlovsdagen her til lands i de sidste mange år ikke har formået at samle folk på tværs af nationen, som f.eks. nationalfejringer i yngre demokratier som på Færøerne, i Grønland og den 17. maj i Norge.

Kirken markerer sin folkelighed
Med Grundloven i 1849 blev statskirken til Den danske Folkekirke og danskerne fik religionsfrihed. Danske borgere blev ikke længere født til kristendom og medlemskab af kirken, men blev medlemmer ved dåben. religionsfriheden betød også, at borgeren frit kunnetræde ud af kirken igen. Trosfrihed og samvittighedsfrihed var tidens løsen, og kirkens folk lod sig ikke blot præge af tidsånden. De var i høj grad selv med til at forme den, ligesom flere af kirkefolk med Grundtvig i front stod fadder til den Grundlov, vi fejrer den 5. juni.

- I dag bruger kirkerne grundlovsfesterne til at markere deres folkelighed, udtaler Liselotte Malmgart, lektor ved Det teologiske Fakultet i Århus. Egentlig er det en grundtvigsk tanke at binde an ved det folkelige, men nu ser vi det træk bredt i folkekirkelige sammenhænge.

Det overrasker hende ikke, at foreningernes og de kirkelige grundlovsmøder var forløbere for de partipolitiske.

- På det tidspunkt havde vi ikke de poltiske partier og på tidspunktet for Grundlovens vedtagelse opstod der også i kirkelige kredse en nationalisme, som særligt Grundtvig var eksponent for. Kirken og demokratiet blev begge set som en bærende del af den danske nation og kan derfor kædes sammen.

- Lige siden man åbnede folketinget for første gang 1849, har der været tradition for at holde gudstjeneste ved folketingets åbning. Kristendommen havde en anden status i samfundet den gang, men sammenhængen mellem det folkelige og det kirkelige rumsterer stadig. Fællesnævneren er danskhed.

Læs mere om Folkekirken og Gundloven

Læs Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsens artikel på grundtvig.dk

Ellen Aagaard Petersen

---