AAA
 

04/02-2010

Frivillige forærer tøj og mad til præster, som deler ud til gadens folk eller de stiller som frivillige til nattevagter i nødherberg. Der er bred opbakning i befolkningen til arbejdet blandt de mest udsatte. Samuelskirken i København huser vinterens nødherberg.

- Det er helt utroligt positivt at opleve, hvordan folk føler ansvar, fortæller Peder Thyssen, gade- og korshærspræst i Odense. I denne tid har han altid en pose varmt tøj med sig, når han kommer i byens gader og varmestuer. Korshærens varmestuer holder ekstra åbent og før kulden for alvor satte ind, blev de fleste af gadens folk udstyret med liggeunderlag og soveposer.

- Der er meget stor hjælpsomhed i befolkningen i almindelighed, siger korshærspræsten: - Folk kommer og giver tøj, mad, penge og spørger, om de kan hjælpe. Pizzaria´er og bagere forbarmer sig over de hjemløse og giver mad væk. Selv om folk godt ved, at det måske er kriminelle. De ser på, at det er et menneske i nød.

Nødherberg
I København er Domkirkens Sogn med til at drive nødherberg for hjemløse udlændinge. De er hårdest ramt, fordi de ikke kan få hjælp i herberg og varmestuer, som drives af de offentlige myndigheder. Det er tredje vinter i træk, at syv partnere, herunder Kirkens Korshær, Missionen for Hjemløse og Vor Frue sogn organiserer nødherberget i vintermånederne og der er mere brug for det end nogensinde før.

- Vi holder åbent fra kl. 23 om aftenen, hvor man kan få en skål varm suppe, en madras, en sovepose og fred og ro, udtaler Susanne Torgaard, sognemedhjælper ved Domkirkens Sogn. - Om morgenen er der morgenmad, før vi lukker igen kl. 8

I år lægger Samuelskirken, som sidste år blev omdannet til diakonikirke, lokaler til og det giver bedre faciliteter til nødherberget. Fondsmidler har gjort det muligt at ansætte en vagt, som også organiserer de mange frivillige.

Ikke illegale østeruropæere
Susanne Torgaard ærgrer sig over, at det er kommet til at fremstå i medierne, som om de hjemløse på nødherberget er illegale indvandrere.

- De er her helt legalt, understreger hun, - Det er EU-borgere, især fra den tidligere østblok, som er kommet til Danmark for at finde arbejde og en bolig. Mange fortæller, at de havde lovning på et håndværkerjob hjemmefra. Da de kom her op, var der bare ikke noget til dem.

Frivillige vil gerne give en nattesøvn
Nødherberget har omkring 40 overnattende hver nat. Susanne Torgaard glæder sig over den store tilstrømning af frivillige, som kommer fra alle samfundslag:

– Det er studerende, efterlønnere, tidligere hjemløse og chefer. Selv om det offentlige Danmark ikke vil røre ved det her, så er der bred opbakning i befolkningen til, at vi skal tage os af de her mennesker på en værdig måde, slutter hun

Nødherberget i København drives i vintermånederne, januar, februar og marts. De syv organisationer bag er Kirkens Korshær, Projekt Udenfor, Missionen blandt Hjemløse, Domkirken i København, de hjemløses landsorganisation SAND, Kofoeds Skole og Organisationen af Selvejende Institution.

Meld dig som frivillig eller læs mere om nødherberg
Kirkens Korshær i Odense
Samuelskirken

Ellen Aagaard Petersen

KommentarerKommentarer

Ingen kommentarer

Tilføj kommentar