Flere gæster, større gaver og dyrere tøj har gjort det til en dyr fornøjelse at fejre sin konfirmand. Gennemsnitligt bruger forældrene 30.000 kr., viser en undersøgelse fra Nordea og hver tiende familie har ikke råd. De bruger af kassekreditten.
- Vi skal glæde os meget over, at konfirmationen er en festlig lejlighed, hvor familier har mulighed for at mødes og feste. Faktisk ser mange kun hinanden til kirkelige lejligheder som dåb, konfirmation, bryllup, begravelse samt jul og påske. Derfor skal vi værne om festligheden i konfirmationen, siger lektor ved Teologisk Pædagogisk Center, Leise Christensen. Hun er dog betænkelig ved den økonomiske udvikling:
Kirken skal være for alle
- det er et gigaproblem, at man skal bruge op til 30.000 kr. på en konfirmationsdag for, at den kan være ’rigtig’. Det er vigtigt for konfirmationen i Danmark, at den forbliver et reelt tilbud til alle unge uanset deres forældres finansielle position. Hvis der kommer for store skel mellem det veletablerede segment og dem, der halter lidt bagefter, får kirken et voksende problem med tilslutning. Og kirken er nu engang kirke for alle og ikke kun de velbjærgede.
Biskop Elisabeth Dons Christensen ærgrer sig også over, at niveauet ryger så højt op. Men hun ser samtidig udviklingen om udtryk for konfirmationens store betydning;
- Det er dejligt at familien vil samles og feste for et barn, der er ved at blive voksen. Lige der trænger barnet jo til at få at vide, at det er elsket af Gud såvel som af mennesker.
Fattige familier fravælger ikke konfirmation
Omkring 70 procent af en årgang unge bliver i år konfirmeret. Tallet er gennem en årrække faldet med ½ - 1 procent om året og ingen har undersøgt, om økonomien spiller en rolle.
Det mener sognepræst, Lena Kjems ikke. Hun er præst i et sogn med gennemsnitlig lav hustandsindkomst og mange skilsmissefamilier. Som præst hjælper hun som regel flere konfirmandforældre med at søge statsamtet eller menighedsplejerne om hjælp til festen og i år var hun ude at fundraise et glattejern til en af pigerne, hvis mor ikke havde råd.
Men det er ikke hendes indtryk, af folk afholder sig fra at lade deres børn konfirmere på grund af økonomien. I år blev alle børn fra skoleklassen uden muslimsk baggrund konfirmeret, men der var ingen limousiner eller andre udstyrsstykker
- Det er ikke små brude, men naturlige piger i søde kjoler og ballerinasko og alle konfirmationsfesterne blev holdt hjemme. Mine konfirmander glæder sig først og fremmest til at være midtpunkt i familiens skød
FAKTA:
En konfirmation koster i gennemsnit 29.441 kr.
Tøj til konfirmanden løber op i 3.484 kr.
Forældrenes gave 5.445 kr.
Læs om Nordeas undersøgelse på Tænk.dk
Ellen Aagaard Petersen
På søndag får prinsessen i Møgeltønder en Snapper-hilsen i dåbsgave og et medlemskab i dåbsklubben for alle Danmarks små prinser og prinsesser, Snapperklubben.
Blåt blod eller ej - dåben er den samme både for prinsesser og andet godtfolk, fortæller kongelig konfessionarius. Han døber søndag den 20 maj Danmarks nye prinsesse i Møgeltønder kirke.
Tilføj kommentar