AAA
 

07/03-2010

Danskerne er blevet mere gavmilde. Ikke alene når det gælder pengene. Flere end nogensinde før giver deres tid. "Vi har aldrig før haft så stor opbakning fra befolkningen", siger generalsekretær Henrik Stubkjær. 23.000 samlede søndag ind ved Folkekirkens Nødhjælps Sogneindsamling.

Børn og voksne, pensionister og konfirmander samlede søndag ind til verdens fattigste. Det rekordhøje antal indsamlere gav et af de bedste indsamlingsresultater nogensinde, oplyser Folkekirkens Nødhjælp i en pressemeddelelse søndag aften. 

Sogneindsamlingen afvikles hvert år den første søndag i marts og organiseres, som navnet antyder, i de lokale sogne. Netop den lokale forankring kan forklare succes´en med at hverve indsamlere, mener indsamlingsleder, Ulrik Bjørn. Han blev allerede i slutningen af februar klar over, at der kom væsentligt flere indsamlere til årest sogneindsamling:

- Vi har satset på den lokale hvervning i år og det har virket. Der har været TV spots som tidligere. De gør det lettere for indsamlerne på dagen, fordi folk er forberedte. Men fra centralt hold har vi ikke gjort mere end normalt for at hverve indsamlere.  

Over 16 millioner kroner til kamp mod sult
 
Trods det rekordstore resultat ved Danmarks Indsamling i januar og den flotte givervilje til det jordskælvsramte Haiti har danskerne igen lagt i indsamlingsbøsserne til fordel for de allerfattigste i verden.

”Vi har aldrig før haft så stor opbakning fra befolkningen. 23.000 indsamlere har været på gaden – mange af dem familier med børn. Og de har slået indsamlingsresultatet fra sidste år på 16 millioner kroner. Det har været en fantastisk dag, og vi er rigtig glade for resultatet,” siger generalsekretær Henrik Stubkjær.

Folkekirkens Nødhjælp har i år som den første danske organisation samlet ind i en genanvendelig indsamlingsbøsse.

Også teknologisk er Folkekirkens Nødhjælp frontløber på indsamlingsområdet. For første gang i Danmark har givere i dag kunnet bidrage via den virtuelle indsamlingsbøsse, ’Virtus’.

Det betyder, at de mennesker, som ikke har kontanter i lommen, kan give et bidrag via sms, som bliver registeret hos den enkelte indsamler.

”Vi er meget stolte af begge nyskabelser. Den genanvendelige bøsse får stor ros fra både indsamlingsledere og indsamlere. Og de godt 100.000 kroner, vi har samlet gennem Virtus, er altså penge, vi ellers ikke havde fået,” siger Henrik Stubkjær.

De flere end 16 millioner kroner går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde med at bekæmpe den sult, som hvert sjette menneske i verden lider under.

Læs mere om Sogneindsamlingen

 

Ellen Aagaard Petersen