Salmebogen nr. 214

Påskelørdag!

Denne dag, der ikke hører til de officielle helligdage i Danmark, fejres dog en del steder i folkekirken.

Dels er der skrevet nogle meget gode og kraftfulde salmer med en karsk forkyndelse til denne alt for upåagtede dag i kirkeåret og dels er der rent faktisk nogle bibelske læsninger til dagen (se Vor Herre Jesu Kristi lidelseshistorie, afsnit 25 evt. også afsnit 24, bag i salmebogen.)

De steder, hvor dagen fejres rundt om i kirkerne, sker det typisk ved en aftentjeneste med de bønner og læsninger, der passer til dagen samt, ikke mindst, de fremragende salmer, der er skrevet til dagen.

I oldkirken forberedte man Påskemorgen ved en såkaldt vågenat, en vigilie, hvor man vågede i anledning af Jesu død. Han var ganske vist lagt ind i en gravhule, men hans egentlige begravelse skulle først finde sted morgenen efter den jødiske påskesabbat.

Det svarer næsten til den meget specielle periode, de pårørende ved et dødsfald oplever. I min barndom var det stadig meget almindeligt, at den døde førtes fra hjemmet til kapellet ved den stedlige kirke.

Der stod kisten med den døde så – så at sige ladt alene tilbage! Jeg husker det som en meget stille, men også ret knugende, periode på nogle dage – indtil selve begravelsesdagen.

Til Påskelørdag dag har Grundtvig skrevet indtil flere betydningsfulde salmer. Den ene af dem er: Hør vor helligaftensbøn! med Thomas Laubs dejlige melodi:

Hør vor helligaftens bøn!

Hør os, Guds enbårne Søn!

Hør du os i påskekvæld!

Eftergiv os al vor gæld,

så, opstandne fra de døde,

glad vor mester vi kan møde!

Den syngende henvender sig til Frelseren, der gik i døden for os mennesker, med en bøn om, at han vil høre os i denne påskekvæld, hvor vi er alene, ladt tilbage:

Selv om Frelseren er død, må vi tro på, at osse vi skal opstå fra de døde, så vi – glade – kan møde vor mester. En tanke, der også udfoldes i vers 2: Han døde og opstod: døde for, hvad vi bedreve / og opstod, for vi skal leve!

Slutversets forjættelse er, efter min mening, genialt. En fanfare, der kalder på takkesang: Ved korsfæstelsen, Langfredag (i går), tog Kristus vor synd på sig, han lægte derved vort banesår, altså den overtrædelse, der, i overført betydning, sårede os dødeligt. Men ved opstandelsen, Påskedag (i morgen), vil dødning-sorgen slukkes og dødsklagen derved forstumme.

I den græske del af oldkirken var natten mellem Påskelørdag og Påskemorgen den store dåbstermin. Derved bliver påskesymbolikken meget tydelig: ved neddykkelsen i dåbens bad blev dåbskandidaten begravet med Kristus – men kunne i dåben genopstå med Kristus Påskemorgen.

Kristus, ære være dig!

Takkesang evindelig!

Ved korsfæstelsen i går

lægte du vort banesår.

Ved opstandelsen i morgen

slukker du al dødning-sorgen.

Glædelig Påskefest!

Henning Nielsen, orlogspræst

---