AAA
 

25/05-2011

Folkekirkens demokratiske ordning kan komme under pres, hvis ikke det lykkes at finde kvalificerede kandidater til menighedsrådsvalget 2012. Landsforeningen af Menighedsråd præsenterer op til weekendens årsmøde sin plan: Samarbejde, mediekampagne og ny valgordning.

Folkekirkens demokrati ligner kommunernes, men efter det seneste menighedsrådsvalg i 2008 kom ordningen under kritik. De såkaldte aftalevalg var mere regel end undtagelse og kun i 7 procent af sognene blev der afholdt valg med afstemning. Det fik kritikere til at hævde, at kirkens demokratiske ordning havde spillet fallit og andre til at foreslå nye valgordninger, som svarer bedre til en virkelighed, hvor kirkens forhold ledes i fordragelighed og ikke efter kampvalg.

Den største bekymring gjaldt dog manglen på kvalificerede kandidater og den udfordring er ikke mindre op til valget i 2012. Ved det sidste valg lykkedes det ikke alle sogne at finde afløsere for afgående menighedsrådsmedlemmer og perioden har været præget af frustrationer over den store arbejdsmængde. Et forhold som kan gøre det endnu vanskeligere at få nye til at gå ind i det frivillige arbejde.

Bestem kirkens udvikling
Op til årsmødet denne weekend lægger Landsforeningen af Menighedsråd de første forberedelser til valget frem. En række kirkelige organisationer er gået sammen om en fælles indsats, som skal styrke interessen for menighedsrådsarbejdet ved at arrangere debatmøder om kirkens betydning og iværksætte en mediekampagne under titlen, Bestem kirkens udvikling.

Mediekampagnen er en god ide, for man er nødt til at gøre opmærksom på, at der er et valg, mener Jesper Wagner, chefkonsulent i Tack International A/S. Han stod for nylig i spidsen for en arbejdsdag i Lolland-Falster Stift netop om menighedsrådsvalget. Mediekampagner kan dog ikke stå alene:

- den personlige opfordring er helt afgørende, når man vil engagere frivillige, siger han, - det at føle sig udvalgt til en opgave og mærke, at nogen tror på, at jeg kan løfte den, det er meget motiverende.

Jesper Wagner gør også opmærksom på, at en mediekampagne, som ofte har et enkelt budskab, kan ramme ved siden af nogle potentielle kandidater:
– det er meget individuelt, hvad der får frivillige til at gå ind i et stykke arbejde. For nogle er det ønsket om indflydelse og dér rammer en ”Bestem kirkens udvikling”-kampagne godt. Men det kan også være fællesskabet eller ønsket om at gøre noget meningsfyldt, der appellerer, forklarer han.

Chefkonsulentens råd til de enkelte menighedsråd er at se nøje på de behov, der er netop ved deres kirke og arbejde på at sætte et ”vinderhold.”  Han er overbevist om, at det kan lade sig gøre at få unge mennesker til at stille op til valget, hvis det er det, der er brug for. Men det kommer helt an på, hvilke mål menighedsrådet sætter sig og hvilke opgaver, der skal løses:

- Behovet behøver ikke være aldersmæssig, mange steder vil det være funktionsmæssigt bestemt og så skal menighedsrådet gå aktivt ind og vælge, hvem der er brug for.

Forsøg med nye valgformer
Et andet tiltag på tegnebrættet er forsøg med alternative valgformer til menighedsrådsvalget. På kirkeministerens bord ligger et forslag fra Landsforeningen om at åbne op for forsøg med selve afviklingen af valget. To modeller er i spil, en såkaldt valgforsamling, der bygger på tanken om, at ”demokrati er samtale”. Valgforsamlingen tænkes i stil med foreningernes generalforsamlinger at give mulighed for at stille op og vælge menighedsråd ved skriftlig afstemning på et møde.

En anden model, som man ønsker afprøvet, er urafstemningen. Den bygger på tanken om ”demokrati som bred tilslutning ved afstemningen” og skal fungere ved at alle stemmeberettigede modtager kandidatlister og stemmeseddel med svarkuvert i posten og får mulighed for at brevstemme. 

FAKTA:
Ifølge tal fra Frivilligrådet angiver 58 procent opfordring/valg som anledning til at blive frivillig, mens kun 3 procent peger på annoncering.

67 procent af de frivillige, som er stoppet igen eller overvejer det, begrunder det med, at de mangler tid, mens seks procent har haft dårlige oplevelser med det frivillige arbejde.

Omkring 600 menighedsrådsmedlemmer mødes den kommende weekenden på Nyborg Strand til Landsforeningen af Menighedsråds årsmøde.

Ellen Aagaard Petersen

KommentarerKommentarer

Ingen kommentarer

Tilføj kommentar