Ungdomspræster
SUK

Hvad er SUK?

SUK er en forkortelse for ’Samtaleforum Unge og Kirke’.

Samtaleforummet er et landsdækkende netværk, som løbende arbejder med at styrke og udvikle forholdet mellem unge og folkekirken.

I netværket sidder repræsentanter fra en bred gruppe i og omkring Folkekirken, blandt andre ungdoms- og gadepræster, repræsentanter fra stifterne, Landsforeningen af menighedsråd og de folkekirkelige børne- og ungdomsorganisationer.

Fokus på udfordringer

I løbet af de seneste år er antallet af ungdomspræster og ungdomskirker steget markant, og der er større fokus på kirkers indretning og kommunikation end tidligere. Men opgaven er ikke løst med det.

Unge er ikke en ens gruppe, men derimod mange forskellige og komplekst sammensatte grupper med forskellige fællestræk. I Folkekirken er der ligeledes store lokale forskelle på, hvordan man arbejder med unge i kirken, og på hvor mange ressourcer, man sætter af til arbejdet.

Disse udfordringer fokuserer SUK på, når de arbejder med, hvordan folkekirken bedst muligt kan være kirke for og med unge.

10 teser om arbejdet med unge

SUK blev nedsat af biskopperne i 2002 på opfordring af de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer.  

Siden har SUK sat kirkernes udfordring med de unge på dagsordenen ved blandt andet at opstille 10 teser om arbejdet med unge.

Du kan læse de ti teser her.

Vil du gerne i kontakt med SUK, kan du finde en oversigt over repræsentanterne her.

Du kan også læse mere om at være præst for unge her.

Folkekirken har også særlige studenterpræster, som primært er præster for studerende på de videregående uddannelser. Dem kan du læse om her.