
Samtaleforum Unge og Kirke arbejder for at inddrage unge i kirkens tilbud og udvikling blandt andet ved at ansætte ungdomspræster og uddanne kirkepiloter.
Folkekirken arbejder for at inddrage unge i kirkens arbejde. Det kan foregå lokalt ved at vælge unge ind i menighedsrådet eller gennem samarbejde mellem præster og ungdomsforeninger i sognet. Samtaleforum Unge og Kirke er folkekirkens landsdækkende organisation, som arbejder på at inddrage unge i kirkens aktiviteter og udvikling.
Rundt om i landet har folkekirken ansat præster, som arbejder med unge gennem særlige gudstjenester og arrangementer. Nogle ungdomspræster laver rock- og hip hop gudstjenester for unge, andre lader præstekjolen blive i kirken og møder unge på gaden for at tilbyde samtale eller til events på gymnasier og andre steder, hvor unge mødes.
Samtaleforum Unge og Kirke uddanner kirkepiloter, som er en kort projektlederuddannelse. En kirkepilot er en ung, som har en ide til noget, man kunne gøre i kirken. På kurset får de viden, praktiske redskaber og inspiration til at gøre en god idé til virkelighed. Kirkepiloter er med til at udvikle gudstjenester og aktiviteter for unge. De gør kirken cool og sørger for, at kirken taler unges sprog, og møder unge på en troværdig måde. Det kan de gøre ved at stå for ungdomsgudstjenester eller bruge kirken på nye måder.
Samtaleforum Unge og Kirke udsendte i 2006 ti teser om unge og kirken. Teserne var et debatoplæg og forslag til målsætninger for kirkens arbejde med unge. Anbefalingerne har givet inspiration til konkrete tiltag. For eksempel har kirken ansat flere ungdomspræster. Samtaleforum Unge og Kirke arbejder fortsat på at inspirere til, at flere teser bliver til virkelighed.
1. Kirken skal være til stede på ungdomsuddannelserne
2. Der skal ansættes ungdomspræster i alle stifter
3. Der skal minimum være én ungdomskirke i hvert stift
4. Folkekirken skal afsætte penge til egentlig forskning i børns og unges trosliv
5. Fremtidens kirkearkitektur skal give plads til forskelligartede udtryk
6. Den kirkemusikalske uddannelse skal også omfatte unges musik
7. Folkekirken skal igangsætte et udviklingsarbejde i unge-liturgi
8. Sognene skal samarbejde omkring de unge på tværs af sognegrænser
9. Provstierne skal afsætte økonomiske og personalemæssige resurser til ungdomsarbejdet
10. Folkekirken skal have medier, der er rettet mod unge.
Læs mere om ungdomspræster, kirkepiloter, rock- og freestylegudstjenester på Samtaleforum Unge og Kirkes hjemmeside
Folkekirkelige børne- og ungdomsorganisationer arbejder i hele landet. Find dem her
Samtaleforum Unge og Kirke (SUK) blev nedsat af folkekirkens biskopper i 2002. SUKs formål er at styrke og udvikle forholdet mellem unge og folkekirken.