Vi forbinder ofte kirken med ro og ærbødighed, men når Nazaret Kirke på Østerbro i København inviterer til Kirkesplat forvandler roen sig til rod og det ophøjede til kreativitet og leg.

Kirkesplat står der på skiltet ind til kirkerummet, og indenfor er der liv og glade dage. Børn i alle aldre leger og tumler omkring. Et par fædre læser avis, mens andre forældre får ordnet verdenssituationen over en kop kaffe. Nogle drenge har kastet sig over tegneserierne, der fylder et helt bord.
Kirkesplat er den danske version af et engelsk koncept, der hedder Messy Church. Konceptet består at fire grundstene: drop in, aktiviteter, bibelhistorie og fællesspisning. Og det hele må gerne rode lidt, så længe der er plads til alle, der har lyst til at deltage, fortæller børnemedarbejder, Lars Kofod-Frederiksen fra Nazaret Kirke.
– Normalt forbinder vi kirken med et sted, hvor vi skal sidde stille på lange rækker og alle sammen kigge den samme vej. Kirkesplat inviterer familier til at opleve kirken på en ny måde. Den bærende idé er, at forældre og børn laver noget kreativt sammen, siger Lars.
Messy Church betyder ”rodet kirke”, og det er faktisk præcis, hvad det er. Mere rodet og uformelt end vi normalt kender kirken.
Aftenens tema er Moses og aktiviteterne har alle en forbindelse til historien om Moses og de ti plager. Børnene og deres forældre laver bylder af vat og papir, de folder frøer og bygger pyramider af pasta og skumfiduser. De skriver hieroglyffer og laver vand om til blod. Efter de kreative udfordringer fortæller Lars historien om Moses, israelitterne og Farao i kirken og både børn og voksne bliver tildelt roller i historien. Inden turen går hjemad, bygger alle deres egen burger, som bliver spist i godt selskab.
Charlotte Lauridsen er mor til tre børn i alderen tre, seks og 10 år, og de tager til Kirkesplat, når de kan få det til at passe ind i en travl hverdag med mange gøremål.
– Vi kommer ikke normalt i kirken og jeg kan godt synes, at en gudstjeneste er lang og ikke særlig spændende for børnene. At kirken i det hele taget kan være lidt stiv i sin form. Her er kirken i øjenhøjde med børnene og vi nyder at være sammen og lege sammen. Og det er fint, at der også er historier fra biblen, for det foregår på ungernes præmisser, siger Charlotte, der normalt også har sin mand med til arrangementet, fordi det er en god måde at være sammen som familie på, synes hun.
Af Bente Schmidt