Om nadveren

Nadver betyder aftensmad, og når man spiser sammen, bliver man sammenspist. I nadveren spiser menigheden sammen med Jesus, og bliver sammenspist med ham, en del af ham.

Den sidste aften Jesus levede, spiste Jesus et måltid med sine 12 disciple. Det var under dette måltid, at han sagde til dem, at når han om lidt gik bort fra dem, var det for at ofre sig for dem, men han ville opstå igen.

Når han var opstået, og de skulle forsamles i troen på ham som Guds søn, skulle de tage brød og vin på samme måde, som de gjorde nu, og spise sammen i hans navn. Når de gjorde det, ville han tage bolig i brødet og vinen, så brødet ville blive til hans krop og vinen til hans blod. Når de spiste brødet og drak vinen, var han således ikke blot til stede hos dem eller iblandt dem men i dem, og kunne skænke dem syndernes forladelse.

På den måde er nadveren det sted i gudstjenesten, hvor mennesket først hører, så ser og selv smager, at det hører sammen med Jesus, og hører sammen med medmennesket, fordi alle døbte er en del af ham.

I nadveren er det således Jesus selv, der kommer til stede og forvandler sig for menneskets skyld og siger, de er værd at spise sammen med. Der sker det samme i nadveren under gudstjenesten, som der skete ved Jesus’ sidste måltid med sine disciple.

Det skete bliver således virkeligt, og når præsten sender nadvergæsterne væk fra alteret, får de at vide, at de har modtaget syndernes forladelse og et pant på, at Gud fortsat vil styrke og opretholde dem. De får også korsets fortegn – opstandelsestegnet - for den hverdag, de skal ud i.

Nadveren slutter med en takkebøn, og herefter følger ”Den aronitiske velsignelse”, der går helt tilbage til Det Gamle Testamente.

Ordet velsignelse kommer af de to latinske ord: ”vel” (godt) og ”signum” (tegn), altså et godt tegn. Her ser vi Gud ansigt til ansigt, og modtager hans lys som et tegn på alt det gode, mennesket har lov til at vente sig af Gud ude i livet. Velsignelsen afsluttes ligesom nadveren med korstegnet. Korset som sejrstegn, som livstegn, som tegnet på håb er det sidste kirkegængeren skal have med ud fra gudstjenesten.

Anita Hansen Engdahl