Advent, hvad venter vi på?

Advent kommer af det latinske Adventus Domini, som betyder Herrens komme.

Det er altså Jesus, Guds søn som skal komme. Juleevangeliet fortæller, at det gjorde han julenat. Det er længe siden. Så hvad venter vi egentlig på? Adventstidens bibeltekster, salmer og bønner handler om at længes, håbe og forvente alt godt fra Gud.

Vi taler i kirken om Herrens Komme på tre måder. Første gang julenat da Gud kom til verden gennem sin søn. Anden gang er her og nu. Tredje gang er, når Jesus kommer igen ved verdens ende.

I adventsgudstjenesterne læser vi fra Det Gamle Testamentes profetbøger. Profetierne taler om, at Gud vil komme for at frelse sit folk, som et lys i mørket eller som trøst og håb. Profetierne udtrykker også håb, længsler og forventninger om, at Gud vil sende Messias (hebraisk; den salvede), en ny konge, som kan samle og befri folket fra dets undertrykkere, ligesom da han udvalgte og salvede David til at blive deres konge.

I kirken forstår vi Jesus, som Messias, ham Gud sendte for at opfylde sine løfter. Derfor kaldes Jesus også Davids søn og Kristus, som betyder den salvede på græsk. Første søndag i advent læser vi hvert andet år beretningen om Jesus, der ridder ind i Jerusalem og bliver modtaget som en konge.

I Det Nye Testamente fortæller Jesus, at Gud kommer til mennesket gennem medmennesket. Særligt når vi møder de mindste, de svageste og de udstødte, er det Gud selv, vi møder. Når vi selv er en af de små og svage og har brug for Gud, kommer han til os gennem andre mennesker. Adventstidens budskab handler derfor om altid at være forberedt på, at Gud kommer. Både for at bede om vores kærlighed og omsorg gennem et andet menneske. Og for selv at give os, det vi behøver og længes efter.

I trosbekendelsen bekender vi troen på, at Jesus sidder "ved Guds højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde." Forventningen om, at Jesus skal komme igen, møder vi også i Det Nye Testamente. I adventstiden læser vi bl.a. forudsigelser af dommens dag og lignelsen om De ti Brudepiger, som skulle holde sig vågne og være beredte på at møde brudgommen.