Traditionen siger, at Lucia var en ung kristen kvinde, der levede i 300-tallet i byen Syrakus på Sicilien, hvor den romerske kejser Diocletian forestod en omfattende forfølgelse af kristne. Lucia ville tjene Gud ved at hjælpe de fattige og syge. Det fortælles, at hun delte mad ud til de fattige, og bar lys på hovedet for at have begge hænder frie til at hjælpe. Lucia besluttede sig for at leve ugift, så hun bedre kunne tjene Gud. En enkelt frier ville ikke acceptere hendes nej, og som hævn for hendes afvisning, meldte han hende til kejseren.
Lucia nægtede at tilbede kejseren og frasige sig den kristne Gud. Hun var parat til at ofre sit liv for sin tro. Som straf sendte kejseren Lucia til et bordel. Men da en oksekærre skulle køre hende til bordellet, skete der et under. Okserne kunne ikke flytte sig ud af stedet. Derefter ville man brænde hende på bålet, men ilden ville ikke fænge. En anden legende fortæller, at man forsøgte at hælde kogende olie over hende, men olien ville ikke brænde. Til sidst drog bødlen sit svær, stak hendes øjne ud og jog sværdet igennem hende, og hun døde. Hun blev straks set som martyr, og kåret til helgen af den katolske kirke.
Fejringen af hende smeltede i norden sammen med mange andre folkelige og kirkelige traditioner. Hendes festdag blev først 21. december, som faldt sammen med vintersolhvervet. Hun er med lyset og den hvide dragt et billede på enhver døbt, der bærer kristendommens lys igennem verdens mørke.
Luciaoptogene, som vi kender dem i dag, begyndte i Sverige omkring 1930 og kom hertil efter anden verdenskrig. Det er en tradition, som passer godt ind i vores mørke vintertid. I gamle dage blev den brugt som værn mod de onde ånder.
Danske bagere har stadig ikke opdaget de lækre, safrangule luciaboller fra Sverige.
Bag dem selv efter Camilla Plums opskrift DR. De gør lykke både på morgenbordet, i madpakken og til kaffen på Luciadag