Faste

Fastetiden er de fyrre dage før påske

Fasten er perioden mellem fastelavns søndag og påskeugen. Gennem tiden har der været forskellige forskrifter for fasten. Faste i kirkens tradition handler dog aldrig om at sulte, men snarere om at undvære luksus.

Fastetiden indledes med fastelavns søndag. I kirken hører man om Jesus’ dåb, som i bibelen markerer begyndelsen på hans mission. Den mission, som ender med hans korsfæstelse og død. De efterfølgende fastesøndage tematiserer, hvordan Jesus efter sin dåb opholdt sig i ørkenen i 40 dage, hvor han fastede, og blev fristet af djævelen, som ville have ham til at skabe sten om til brød.  Jesus afviser djævelens fristelse med ordene: "Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund." Kirkeårets fastetid afspejler Jesus’ egen faste og fristelsestid, og symboliserer en åndelig styrkeprøve.

Faste i kirken

Frem til reformationen i det 15. århundrede var fasten en 40 dage lang bodstid, hvor man forberedte sig til påskens glædelige begivenhed ved at faste. Der har gennem tiden været forskellige forskrifter for den kristne faste. De har for det meste rettet sig mod det, som i perioden var luksusvarer såsom kød, æg eller fint hvedemel. Formålet med at faste har været en åndelig forberedelse til at tage imod påskens budskab. 

Nye fastetraditioner på vej?

Folkekirken opfordrer ikke til faste. Mange steder ser man dog forsøg på at give de gamle fastetraditioner nyt liv. For det meste ved at den enkelte selv beslutter at give afkald på forbrugsvarer i fastens 40 dage. Det kan være alkohol, slik, kød eller TV-kiggeri. Genoptagelsen af fastetraditionerne kan også ses som en reaktion mod overforbrug og mod tendensen i tiden til at fokusere på det materielle og kropslige frem for det åndelige.

Anita Hansen Engdahl