- Sognepræst Anne Birgitte Reiter
I folkekirken er faste ikke et ideal eller krav. Man kan faste på mange måder og det er altid et personligt valg.
Kirkens glemte traditioner og højtider bliver i disse år genopdaget. Det er ikke kun festerne, som vinder frem. Flere interesserer sig også for fasten som en periode med materielle afsavn og mere fokus på tilværelsens åndelige dimension. Folkekirken.dk har spurgt sognepræst Anne Birgitte Reiter, om kirken skal opfordre til faste.
- Man faster for sin egen skyld, ikke for Guds skyld. Anne Birgitte Reiter er sognepræst ved Sankt Knuds Kirke i Odense og underviser kommende præster på pastoralseminariet i spiritualitet. Hun har selv fastet, men synes ikke, det er noget at fortælle om.
- At faste er noget privat, som hører til det personlige fromhedsliv. Som åndelig praksis kan det være en hjælp til at flytte opmærksomheden væk fra sig selv og den materielle side af tilværelsen. Men det er altid et personligt valg. Hvis man hele tiden fokuserer på, hvad man spiser, hvad man savner og om man kan gennemføre det, så kan det også føre til selvoptagethed.
Præsten minder om Bibelens tale om faste. Allerede profeter i Det Gamle Testamente ser kritisk på fasteregler. Selv om faste også omtales som en god ting sammen med bøn, må kirken ikke lægge åg på mennesker ved at gøre faste til et ideal, siger hun og uddyber:
- Jesus´ møde med mennesker tager altid udgangspunkt i den enkelte. Vi har først og fremmest fået frihed til at være dem, vi dybest set er. I kirken skal man føle sig modtaget som den, man er, også med svagheder, begrænsninger og fejl. Og vi er forskellige. For mange mennesker giver det ikke mening for eksempel at holde op med at spise kød. Men der er også andre måder at markere fasten på.
Anne Birgitte Reiter er altså ikke tilhænger af en genindførelse af forgangne tiders fasteregler. Alligevel mener hun, at der er et behov for kirkens vejledning til mennesker, som ønsker anvisninger til en åndelig praksis.
– Når mennesker kommer til kirken og beder om vejledning til det personlige fromhedsliv, må vi være i stand til at give anvisninger. Der findes jo mange former for åndelig praksis i kirkens tradition, som vi kan henvise til. I dag tror jeg især, at mange har glæde af stilheden i deres åndelige liv. Den kan man finde i gudstjeneste og bøn eller i tavsheden i en retræte, siger Anne Birgitte Reiter.
Herren siger:
Tror I, det er den faste, jeg ønsker,
at mennesket spæger sit legeme,
hænger med hovedet som et siv
og ligger i sæk og aske?
Er det det, I kalder faste,
en dag til Herrens behag?
Nej, den faste, jeg ønsker,
er at løse ondskabens lænker
og sprænge ågets bånd,
at sætte de undertrykte i frihed,
og bryde hvert åg;
ja, at du deler dit brød med den sultne,
giver husly til hjemløse stakler,
at du har klæder til den nøgne
og ikke vender ryggen til dine egne.
Esaja 58, 5-7