Bibelen fortæller hverken hvem eller hvor mange, de vise mænd fra Østerland var. Forfatteren til Matthæusevangeliet, som fortæller historien, kalder dem i den græske tekst for magere. Det var en persisk præsteklasse, som blev sat i forbindelse med magi og stjernetydning. Senere har man i traditionen kaldt dem for konger på grund af deres rige gaver.
Ifølge en middelalderlig legende hed de hellige tre konger Kasper, Melchior og Balthazar. De kom fra hver sin verdensdel: Østen, Afrika og Europa. Derfor er en af de hellige tre konger næsten altid afbilledet som sort. De repræsenterede altså hele den kendte verden, og blev set som tegn på, at Jesus åbenbarede sig som Guds søn for mennesker i hele verden.

Gaverne til Jesus symboliserer også de tre verdensdele. Guldet blev som ædelmetal set som repræsentant for Europa. Røgelsen blev lavet af velduftende, tørret bark fra træer i Østen. Myrra var en velduftende salve eller parfume, som blev udvundet af harpiks fra gummitræer i Afrika. Det var gaver, som blev udvekslet mellem kongelige, og havde symbolsk betydning, som de har det i dag. Guld var kongemetal og viste, at Jesus var himlens kongesøn eller den Messias, (på hebræisk: den salvede), som jøderne ventede på. Røgelsen blev brugt i religiøs sammenhæng som tegn på, at menneskers bønner og ofre steg op til Gud ligesom velduft. Røgelsen var tegn på, at Jesus var Guds søn. Myrra var kendt både som parfume og som en salve, der blev brugt til balsamering af de døde. Gaven symboliserede de lidelser, som ventede Jesus.
Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt med og tilbad det, og de åbnede deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra.
Matthæus 2, 10-11
Læs hele beretningen hos Bibelselskabet
De vise mænd i hytte lav
på knæ i krybberummet
guld, røgelse og myrra gav
til ærens drot forblommet;
gid vi det lære må af dem
langt over verdens vise
det lille barn i Betlehem
at skatte og at prise!
Det runde himlens stjernetelt
Thomas Kingo 1689
Salmebogen nr. 137 v.5