Septuagesima og Seksagesima

Den niende og ottende søndag før påske hedder septuagesima og seksagesima. Navnene kommer af latin og betyder den halvfjerdsindstyvende og den tresindstyvende, underforstået det latinske dies, som betyder dag. Det er dagene til påske, som tælles. Optællingen stemmer ikke helt, for der er på de to søndage henholdsvis 63 og 56 dage til påskesøndag.

Navngivningen af de to søndage går langt tilbage og viser, hvor vigtig påsken altid har været som kristen højtid. Den er omdrejningspunkt for hele kirkeåret. Alle søndage og helligdage fra Septuagesima søndag til første sidste søndag i kirkeåret fastlægges ud fra påskesøndag, som hvert år falder på den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Derfor falder alle forårets skæve helligdage forskelligt fra år til år.

I middelalderen lagde man stor vægt på at forberede sig til påsken ved at faste. I nogle perioder fordelte man de fyrre dages faste over en lægere periode, så man indledte fastetiden og dermed forberedelsen til påske allerede ved septuagesima.

I dag er de to søndage almindelige gudstjenestesøndage i folkekirkens kirkeår. De danner overgang fra helligtrekongertiden til fastetiden. Derfor ligger den liturgiske farve, som kirkeårets symbolske farvekode kaldes, heller ikke helt fast. Mest almindeligt er det at bruge den grønne farve, som hører til helligtrekonger-
tiden for at holde fast i, at fastelavn markerer fastens begyndelse.

Nogle vælger dog at bruge fastens lilla farve, som symboliserer forberedelse og forventning; eller bod og beredelse. Det signalerer, at søndagene indgår i kirkens optakt til påskehøjtiden.