
Kirkespil, helligtrekongeres optog, kongekagen og det trearmede helligtrekongerslys er blot nogle af traditionerne til Helligtrekonger.
I central- og sydeuropa kan man mange steder i foråret se bogstaverne C+M+B skrevet med kridt over husdørene. Det viser, at her har helligtrekongersbørnene været. Børnene i helligtrekongersoptogene er klædt ud som de tre konger, synger ved hver dør og får slik til gengæld. Forbogstaverne på de tre konger, som efter traditionen kaldes Casper, Melchior og Balthazar, kan også på latin stå for Christus Mansionem Benedicat, som betyder Kristus velsigne dette hus.

Det særlige helligtrekongerslys har tre arme, en for hver af kongerne. Det bliver tændt Helligtrekongersaften for at markere, at julen er omme. Engang var det almindeligt at støbe lidt krudt ind i lysets "stamme", så det gav et lille smæld, når de tre lysarme var brændt ned. Lysene kan købes i nogle genbrugsforretninger, som drives af kirkelige organisationer og i enkelte museumsbutikker.
Det er også en gammel skik at spise kongekagen, som er en wienerbrødsagtig kage, man har gemt en tørret bønne i. Skikken minder om mandelen i risengrøden juleaften. Den som får bønnen, er konge for en dag, og må bestemme over de andre. De gamle traditioner tages op af nogle kirker i disse år.
Ellen Aagaard Petersen
Peters Jul fra 1866 giver os et godt indtryk af juletraditionerne i den tids borgerhjem. De sidste vers handler om Helligtrekongersaften, hvor familien har tændt tre lys:
Her sidder vi ved vort lille bord
og ser, hvordan lysene brænde
når de er slukkede, siger Mor,
at så er julen til ende
Den hilser os fra lysets hjem,
hvor størst Guds lys oprandt
med stjernen over Betlehem
som østens vise fandt.
Du soles sol fra Betlehem!
Hav tak og lov og pris
for hvert et glimt fra lysets hjem
og fra dit Paradis!
I østen stiger solen op
B.S. Ingemann 1837
Salmebogen nr. 749 v.4 og 6