Påskefortællingen er en magtkamp

Jesus udfordrede til magtkamp. Drømmen om Messias, der skulle befri jøderne, var en trussel mod romernes herredømme, og de slog hårdt ned mod dem, der hævdede at være Messias. I jødisk politik for 2000 år siden handlede det om at vise, at Gud havde udpeget én til at regere. Derfor udfordrede Jesus også direkte de jødiske myndigheder, fortæller lektor i Bibelsk eksegese ved Københavns Universitet, Geert Hallbäck.

Hvad ved vi historisk om Jesus’ henrettelse?

Det må ligge helt klart, at det var romerne, der henrettede Jesus. Han blev korsfæstet, og det er næppe noget, man har fundet på i forkyndelsen, for det har været nærmest pinligt at skulle sige, at  den gud man tror på, han blev altså korsfæstet. Det var en henrettelsesform, man brugte overfor ikke-romerske borgere, og den var overordentligt nedværdigende.

Det var den samme måde, som andre Messias-prætendenter blev henrettet på. Altså skikkelser, der af deres tilhængere blev betragtet som Messias, Guds udvalgte, der skulle befri folket fra romerne eller de jødiske magthavere. Det greb romerne meget bastant ind overfor.

Hvorfor er det sådan en provokation for romerne at sige, at man er Messias?

Hos tilhængerne var der jo en tanke om, at nu griber Gud ind og indfører den statsform, som er den, Gud havde tænkt sig.

Den jødiske politiske selvbevidsthed var teokratisk. De tænkte sig, at det egentligt var Gud selv , der skulle styre deres land. Det skulle selvfølgelig ske gennem mennesker, men mennesker, der var udvalgt af Gud til at gøre det. Man tænkte sig David som en teokratisk idealkonge, som man drømte sig tilbage til.

Romerne reagerede mod det, fordi hvis disse mennesker skulle få magt, så ville det skubbe hele magtsystemet til side, både de jødiske myndigheder og den romerske besættelsesmagt. Romerne betragtede jøderne som et meget uregerligt folk, og de var meget påpasselige med at slå ethvert tilløb til oprør ned. Og de betragtede altså Messias-prætendenter som oprørsledere.

I forhold til et teokratisk styre, et jødisk præstestyre, så har Jesus vel også været en oprører?
De har set Jesus som en oprører som de andre, må man formode, og har skaffet ham af vejen. Forskellen er,  at de andres tilhængerskarer hurtigt gik i opløsning, når deres Messias blev henrettet. Men det overvandt Jesus’ tilhængere med troen på hans genopstandelse. Troen på opstandelsen er central for at forstå, hvorfor denne bevægelse overlevede, mens andre gik til grunde.

Historisk betragtet blev Jesus henrettet af romerne, men det betyder ikke, at de jødiske myndigheder ikke kan have haft en finger med i spillet. Og det er sådan, evangelierne fortæller det.

Det er man nødt til at se i den teokratiske sammenhæng: Et af evangeliernes mange fortællelag er den politiske magtkamp mellem Jesus og de jødiske myndigheder om legitimitet: Er det myndighederne eller Jesus, der er Guds sande repræsentant og har ret til at regere?

Det er en måde at fortælle historien på, som vi finder i evangelierne – især Markus og Mattæus-evangeliet, hvor den modsætning er trukket skarpest op.

Der bliver til den magtkamp, som myndighederne tilsyneladende vinder. Det er Jesus, der taber, de får krammet på ham og får ham henrettet. Men så viser netop opstandelsen, at det var ikke det sidste ord i sagen. At evangeliet er ikke udtømt med magtkampen. Det var en meget større opgave, Jesus havde: Han skulle overvinde døden.

Gert Hallbäck interviewet af Flemming Nielsen