Påsken giver os lov til at være vrede på Gud

Tom Kjær er præst for mennesker, der ved, at de skal dø af deres sygdom. Han er hospitalspræst på Herlev Sygehus’ palliative afsnit, hvor fokus er på at lindre smerte, når man ikke længere kan helbrede. For ham er påskens fortælling også en beretning, der viser os, at det er okay at blive vred på Gud og på skæbnen.

De mennesker, du møder, lider under deres sygdom. Hvordan reagerer de på lidelsen?

Man kan komme så langt ud i sin lidelse, at man tænker, at nu må det bare have lov til at være overstået.Det er der rigtigt mange, der har dårlig samvittighed over.

”Det kan jeg ikke tillade mig, jeg har jo familie, der holder af mig”. Men den lidelse, de har, er så voldsom, at det eneste modbillede, de kan finde, er ønsket om gravens fred og ro. Men når Vorherre, Guds egen søn, kunne komme helt derud, så er det også i orden for et ganske almindeligt menneske at blive så fortvivlet. Og det gør Jesus jo – både da han er fortvivlet og træt til døden, kort før han bliver taget til fange i Getsemane have, og da han hænger på korset og bebrejder Gud, at han har forladt ham.

Det enkelte menneske kan spejle sig i  den beretning. Ham der kan tage sig af mig nu, hvor jeg ikke selv har styr på noget, han har selv været helt derude, hvor jeg er. Han forstår mig måske, når andre ikke gør.

Hvad siger du til de mennesker, der er vrede og frustrerede over deres skæbne?

Der er mange, der er meget vrede på Gud og føler, at han har snydt og bedraget dem. Så spørger jeg dem, om de siger det til Gud? Det kan man jo ikke tillade sig, siger de ofte. Men når Guds egen søn kan skælde sådan ud på korset, så må du også godt, hvis du har brug for det.

Det oplever mange som en befrielse. Så bliver de tanker og følelser ikke noget, man skal skjule for Gud, men noget man tager med ind i forholdet til Gud.

Jeg kan godt forstå vreden. Hvis man er 42 år og skal dø fra sine børn, så kan jeg godt forstå, at man synes, at det er noget møg for at sige det lige ud.

Påsken er også fortællingen til mennesker i nød om, at det er okay at blive vred. Og en fortælling med håb.

Hvordan er det at holde gudstjeneste med døende mennesker i påsketiden?

Det er meget stærkt at holde påskegudstjeneste her på sygehuset. Det rammer jo lige ind i et livsvilkår, som også er mit, nemlig at en dag så er vores liv forbi, og vi ved ikke hvornår.

De mennesker jeg har med at gøre her, de er et spejl, der bliver holdt op for alle os andre, så vi ser vores livsvilkår. Og påskegudstjenesten her minder om, hvad der kan være til trøst for os alle sammen. Nemlig at vi skal leve livet på det vilkår, at vi skal af med det igen.

Mange har vel levet et moderne liv, hvor de følte, at de skulle have styr på det hele?

Ja, og vi lever i de moderne sundhedsbølgers tid. Filosoffen Michel Foucault siger, at i mange moderne sundhedskampagner bruger man det, vi kalder pastoralmagten, altså kirkens virkemidler. Forskellen er at man ikke kan få syndsforladelse af det moderne samfund.

Når man så bliver syg, så tænker man: Hvad har jeg dog gjort, siden det skulle ramme mig? Har jeg ikke opført mig, som jeg skulle, og gjort alle de rigtige ting?

Mange spørger hvad de har gjort overfor Gud, siden de skal rammes så hårdt. Men korset slår for mig en fed streg over de forestillinger om, at skyld og skæbne hænger sammen. Jeg plejer at sige til folk, at du har simpelthen ikke kunnet gøre Gud så vred, at du skal rammes på den møgmåde. Men sådan vil vi gerne i vores kontroltænkning have, at tingene hænger sammen: Årsag-virkning…..

Men korset dementerer det. Uden at vi får en forkromet filosofisk forklaring i stedet.

Tom Kjær interviewet af Flemming Nielsen