Triumferende Messias eller lidende menneskesøn?

Historien om påsken i Biblen er en fortælling om konflikt. Men de, der skrev evangelierne, fortæller om konflikten på meget forskellige måder: Jesus besejrer sine modstandere, gennemfører Guds plan og triumferer selvsikkert. Eller han lider, fortvivler - og vinder trods alt, fortæller Geert Hallbäck, lektor i Bibelsk eksegese ved Københavns Universitet

Konflikten i mennesket Jesus – mellem at kende sin skæbne, som det er beskrevet, og den fortvivlelse han oplever på korset. Hvad ligger der i den konflikt?

At Jesus på korset dør, efter han har sagt ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Det er en fortælling, vi har i Markus- og Mattæus-evangeliet, men den er fraværende i de to andre evangelier.

Hvis man skal tage det efter ordlyden, så betyder det at Jesus ikke bare er forladt af sine tilhængere, da han dør.  Han føler sig også forladt af Gud. Den lidelse, Jesus gennemgår, er ikke bare fysisk, men i høj grad moralsk. Han dør i tanken om, at hele hans opgave har været spildt ulejlighed, for der er åbenbart ikke nogen gud, der tager sig af ham.

Når den side af sagen bliver fremhævet  så kraftigt hos Mattæus og Markus, så tror jeg, at det skyldes hensynet til de kristne martyrer. De har utvivlsomt også kunnet føle sig alene og forladte i deres lidelse og i dødsøjeblikket. Også af Gud. Men det gjorde Kristus altså også selv. Men efter det kom så genopstandelsen – og noget tilsvarende kunne de kristne martyrer så også håbe på.

Hvis Jesus skal gennemleve lidelsen på en måde, der er repræsentativ for menneskene, så kan det ikke bare være den fysiske lidelse. Den skal også omfatte den moralske og følelsesmæssige lidelse.

Hvis det bare går efter planen, som Guds søn tror, at han kender den, så er der ikke meget fortvivlelse i det?

Nej, netop. Og sådan er det faktisk i de to andre evangelier. Mest udpræget i Johannes-evangeliet. Der går alting simpelthen efter planen, og Jesus er ikke på noget tidspunkt ude af kontrol.

Da han skal arresteres i Getsemane have, så spørger han, hvem soldaterne er kommet efter? Jesus af Nazareth er svaret. ”Det er mig”, siger han, og så viger soldaterne tilbage, som om de er bange for ham. ”Det ér mig, I skal tage”, er han nødt til insistere på. Og til sidst på korset, er der slet ikke noget med, at han er forladt af Gud. Det tror jeg, er en helt umulig tanke for Johannes-evangelisten. Tværtimod siger han, at det er fuldbragt! Han har fuldført sin opgave på Jorden.
 
Der er det virkelig en del af Guds plan, og Jesus har hele vejen igennem styr på tingene.

Så Johannes-Evangeliet er en mere triumferende fortælling?

Helt afgjort. Hos Markus og Mattæus bliver lidelsen taget langt mere alvorligt. Og vel også taget mere alvorligt som menneskeligt grundvilkår.

Gert Hallbäck interviewet af Flemming Nielsen