
Pinsen er en af kirkens tre største højtider. Men pinsen har ikke de dramatiske bibelske beretninger, som jul og påske har det. Helligåndens komme til disciplene beskrives med tunger af ild og en ny evne til at tale og forstå mennesker af anden baggrund. Pinseberetningen er altså ikke så konkret, og kan forstås på mange måder. Derfor spiller poesien og billedsproget en vigtig rolle for pinsefejringen.
I Lukasevangeliet fortælles det, at Jesus, før han blev båret op til himlen, lovede disciplene, at de også skulle få kraften fra det høje, Helligånden. De skulle vente i Jerusalem på, at Helligånden kom til dem. Så ville de være parate til at begynde deres mission. Disciplene blev udrustet med ånden og sendt ud i hele verden for at vidne om Jesus Kristus.
Apostlenes Gerninger fortsætter beretningen, og fortæller, hvordan Helligånden ti dage efter Jesus´ himmelfart kommer til apostlene, der var samlet for at fejre den jødiske pinsefest. På forunderlig vis blev de i stand til at forstå og tale alle sprog. Derefter gik de ud i verden for at forkynde budskabet om Jesus Kristus. (Apostlenes Gerninger 2,1-13).
I al sin glans nu stråler solen
livslyset over nåde-stolen
nu kom vor pinselilje-tid
nu har vi sommer skær og blid,
Nu spår os mer end englerøst
i Jesu navn en gylden høst
N.F.S. Grundtvig 1843 og 1853
Salmebogen nr. 290
Læs hele pinsens fortælling i Apostlenes Gerninger 2 på Bibelselskabets hjemmeside