Båltale til Sankt Hans

Man siger, at julen er hjerternes fest. Men måske er det snarere Sankt Hans. Eller måske har vi to hjertefester i vores fest kalender?

Jul og Sankt Hans falder begge sammen med afgørende vendinger i året. Vinter- og sommersolhverv.  Til jul fejrer vi med lys og mad og samvær, at Jesus blev født og at mørkets dage er talte, at lyset langsomt vender tilbage. Til Sankt Hans fejrer vi så, med lys, mad og samvær, at Johannes døber blev født og at sommeren er på sit højeste.

Ved Sankt Hans er Danmark så smuk, at det næsten ikke er til at holde ud. Så grønt, saftigt og frodigt, midt i det grønne blomstrer syrener, guldregn og klatrehortensia. Fuglene synger på de stille aftener. På en dag som i dag hvor solen skinner himlen blå og klar, så bliver det bare ikke mere sprødt og kønt og yndigt dansk. Den slags gør da ondt i hjertet! Ondt på den ømme dejlige måde, som kaldes frem af kærlighed og glæde. Det river i hjertet, også fordi vi ved at det varer så kort. Året er jo vendt, mens vi fejrer sommerens højdepunkt, bliver dagene allerede kortere.

Ved jul og Sankt Hans går tankerne mod minderne. Når livet fylder os, så savner vi dem, der ikke lever mere, eller dem som vi mistede undervejs, fordi vores veje skiltes. At stå sammen ved et bål og synge midsommervisen er et højdepunkt i sommeren og når man står på et højdepunkt har man jo også udsigt, udsigt til andre højdepunkter i ens liv. Gode smukke sommerdage, midsomre med sol og studenterhuer, kærlighed og kildevand, feriestemning, skolesommerferie og glade børn, og det minder om alt det og alle dem, som man ikke mere har med sig.

Det er blandet og sammensat. Som den danske sommer er kort og lunefuld. Den ene dag blid, blød og varm, den næste blæsende, iskold og grå, sådan er livet det også. Sammensat af godt og ondt. Modsætningsfyldt og hjerterivende.

Så kan man ønske sig at få det ene uden det andet, det søde uden det sure, kærligheden uden tab. Solskin uden regn. Men det findes ikke. Ikke i den verden Gud har skabt.

Sankt Hans er hjerternes fest. Sommerens, glædens, studenternes, skolebørnenes, kærlighedens og kæresternes fest. Og ja, det river i hjertet. Fordi vi ved, at hjerte rimer på smerte.

Nogen gange tænker jeg på om vi er sådan, som mennesker, at skønhed, glæde og kærlighed river os i hjertet, fordi Gud har skabt os sådan. Om vi har fået det sammensatte, vidunderlige, smukke, frygtelige og dybt foruroligende liv i verden, fordi vi skal vokse i det. Fordi vi med tiden, jo mere vi elsker og lever og tror, får store, smukke, lyslevende, forrevne og varme hjerter.

En mand der vidste noget om dette her, var ham, vi fejrer i dag. Johannes Døberen, som på dansk bare hedder Hans, altså Sankt Hans.

Johannes hedder døberen, fordi han døbte Jesus i Jordanfloden. De var slægtninge Jesus og han og deres historier ligner på mange måder hinanden. Men Johannes var hele tiden klar over, at Jesus var noget ganske særligt. Da Jesus kom ud til ham i floden, sagde Johannes, at det burde være omvendt. Det burde være Jesus, der døbte ham. Men Jesus fastholdt, at Johannes skulle døbe ham. Sådan er altings orden, selv Jesus blev døbt af et menneske, ligesom vi bliver døbt af mennesker.

Men til sidst i sit liv kom Johannes i tvivl om, hvordan det hele hang sammen. Han endte nemlig i mørket i et fængsel hvor han sad og ventede på at få hugget hovedet af. Så kan enhver jo blive bange og modløs. Og der fra mørket sendte han bud til Jesus med spørgsmålet, om han nu også var den, som Johannes havde troet: Frelseren. Jesus svarer at ja, han er lyset. Et lys som Johannes kan tage med sig ind i mørket, et lys som aldrig bliver småt og usikkert og vinterblegt.

Måske er Sankt Hans et hjerteriv, en påhusker, en mods-indsprøjtning, så vi, der kender til tab og sorg og somme tider kan blive bange for alt det, som truer, i stedet for at gemme os eller løbe væk kan finde mod og styrke i det lille hjerteriv til at leve og elske. Mens vi er her, mens sommeren er smuk og himlen høj, mens det er Sankt Hans og midsommer.

Glædelig Sankt Hans og god sommer!

Kirsten Kruchov Sønderby