Mange folkelige forestillinger og traditioner knytter sig til Sankt Hans. Man mente, at naturens kræfter ved midsommer var på sit højeste og dermed farligst.
Forestillinger om hekse og troldtøj knyttede sig særligt til magiske helligaftener som Sankt Hans. her mente man, at heksene var aktive og samlede magiske remedier i naturen eller rejste gennem luften til hekseforsamlinger f.eks. på Bloksbjerg. Gode råd og forholdsregler mod at blive ramt af heksenes aktiviteter florerede. Et af dem var bålbrænding, som angiveligt skræmte de farlige kræfter væk.
Skikken med at sætte en heks på Sankt Hans bålet kender vi dog først fra slutningen af 1800-tallet. Den stammer muligvis fra tyske indvandrere, som bragte skikken med at brænde "Vinteren" af i form af en figur på midsommerbålet.
I Danmark synger man ofte Holger Drachmanns midsommervise Vi elsker vort land ved Sankt Hans bålet. Drachmann skrev sangen til sit syngespil Der var engang, som blev opført første gang på Det kongelige Teater i 1887. I visen synger man blandt andet Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde / dem vil vi fra livet med glædesblus holde. Kombinationen af Midsommervisen og heksen på bålet hører vi om første gang fra en Sankt Hans fest på Jelling Seminarium omkring år 1900
Der er altså ingen direkte forbindelse mellem middelalderens hekseafbrændinger og heksen på Sankt Hans bålet. Den sidste henrettelse ved hekseafbrænding i Danmark fandt sted i 1693.
man forestillede sig imidlertid ikke, at det kun var de onde kræfter, som var på spil ved Sankt Hans. Også naturens gode magiske kræfter tilskrev man særlig aktivitet i midsommernatten. Derfor opsøgte mange helligkilderne, hvis vand man tilskrev helbredende kræfter. Der opstod markeder og folkefester ved de mest populære kilder. Det gælder blandt andet Kirsten Piils kilde, som nu ligger i Dyrehaven i København og Helene Kilde i Tisvilde.
Ellen Aagaard Petersen
Baggrund og skikke på