Vi ved, at ethvert menneske fødes og dør. Det er vores fælles grundvilkår og forudsætningen for det, vi kalder jordisk. Vi ser det i naturen, at noget må dø, for at nyt liv kan spire frem.
Til forskellige tider, har mennesker forholdt sig forskelligt til det at dø. Det viser sig bl.a. i de traditioner, vi har i forbindelse med døden. En gang var det for mange naturligt, at den døde lå i stuen i flere dage, så familier, naboer og venner kunne tage afsked.
En begravelse i kirken handler også om det grundvilkår, at ethvert menneske fødes, og dør, og på den måde indgår i en slægt. Alle, der er samlet i kirken, er fælles om at kende afdødes historie. Derfor tales der også om, hvordan han eller hun har været.
Men ritualet i kirken sætter også det enkelte menneskes fortælling ind i en større fortælling. En fortælling, der ikke alene handler om det, vi ved, men om det vi tror, og håber på. Historien om Jesus handler om, at Gud blev et menneske som os. Han blev født, han led og han døde. Men sådan endte det ikke. Han opstod af graven, og fortalte os dermed, at det samme vil ske for os. Vi er ikke bare jordiske og kødelige mennesker, vi har også fået Guds Ånd. Derfor kan vi tro og håbe udover al forstand.
Begravelsesritualet minder os om det løfte, vi modtog, da vi blev døbt, at Gud er med os i livet, i døden og i livet efter døden.
Evigt liv – Guds rige
I Det nye Testamente står der, at vi ved troen har evigt liv, og at kærligheden er det største af alt og overvinder alting. At kærligheden er størst, mærker vi tydeligt, når vi mister. Kærligheden forsvinder ikke med den døde, den forbliver som sorg.
Mange spurgte Jesus, hvordan de skulle forstå talen om evigt liv og Guds rige, fordi de gjorde sig forskellige forestillinger, ligesom vi også gør. Jesus sagde om sig selv, at han er det evige liv. Han sagde, at Guds rige både er her på denne jord og i livet efter døden. I vores jordiske liv med hinanden er Guds rige dér, hvor vi elsker hinanden. Men han talte også om Guds rige som det sted, vi kommer efter døden. Hvor Guds kærlighed fylder alt i alle.
Jesus talte om legemets opstandelse, men ikke sådan, at opstandelsen er en verden, der ligner vores. Vi har mange udtryk for, hvor vores døde kommer hen. I himlen, i Guds hænder, i de evige boliger, i lys. Ligesom vi gør os forskellige forestillinger om gensyn. Det er troen, der giver os disse billeder.
