Børn og sorg

Sognepræst Kirsten Kruchov Sønderby fortæller om to piger på 5 og 7 år, som har mistet deres mor og om børnenes sidste tid med hende.

Pigernes mor døde af kræft. Det gik meget hurtigt, ikke engang en måned fra hun fik diagnosen, til hun døde. De to piger var med hele vejen gennem forløbet.

De besøgte deres mor på sygehuset næsten hver dag. De fik svar på alle deres tusind spørgsmål. Både deres far og mor var meget åbne omkring hvad der skete, uden dog at fortælle pigerne alt om de voldsomme følelser der boede i de voksne. Pigernes spørgsmål var ofte ret tekniske: Hvordan virker den der dims og skal mor ikke ha noget medicin?

Pigernes far gik hen på den ældstes skole og i den yngstes børnehave og snakkede med deres lærere og pædagoger om, hvad der var på færde. Han ringede også til nogle af deres bedste venners forældre. Han var en dag gået ind på Kræftens Bekæmpelses kontor, og havde talt med en psykolog og en rådgiver og fået en masse viden og gode råd til, hvordan han bedst hjalp sig selv og sine børn. På Kræftens Bekæmpelse havde de rådet ham til at inddrage så mange som muligt i det, der skete med pigernes mor, så pigerne kunne opleve støtte og opmærksomhed fra folk omkring sig.

I ugen før mor døde, var hun hjemme i huset et døgn. Der hyggede de sig og selvom mor var meget træt og ind i mellem havde ondt, så var det tydeligt for alle, også pigerne, at det var der, hun helst ville være. Dagen efter forklarede deres far dem, at mor var så syg, at hun snart ville dø af sin sygdom. Lægerne kunne ikke gøre hende rask. Nu skulle de i stedet gøre huset klar til, at mor kunne komme hjem og være hos dem den sidste tid.

Børnenes mor nåede ikke hjem igen. Hun døde på sygehuset. Men pigerne var der sammen med deres far. De holdt deres mor i hånden da hun døde. Lige inden havde hun smilet til dem og krammet dem.

De to piger var med til mange ting omkring deres mors begravelse. Den ene tegnede en tegning, som skulle med i mors kiste. De var begge med på kirkegården for at vælge stedet, hvor deres mors urne skulle sættes ned. De fik lov til at gå ind og ud af sorgen, sådan gør børn. Den ene græd meget, den anden gjorde ikke. Det undrede hende vist lidt. Men hendes far sagde, at det var helt normalt, man er forskellige, sagde han. I deres by findes der sorggrupper for børn og han har tænkt, at hvis pigerne får lyst til at gå i sådan en på et tidspunkt, så er det jo en mulighed.

Nu skal de alle tre prøve at finde ud af at skabe en hverdag på ny. Uden mor.
En tid efter bisættelsen sagde den ene af pigerne til sin far: Vi må nok engang gå ud og finde en ny mor, som ikke er vores mor. For vi får brug for en til at kramme os!

Kirsten Kruchov Sønderby