Den sidste tid

Har vi været tæt på en døende, eller mistet et elsket menneske, kender vi til at blive fyldt af stærke følelser: sorg og frygt, glæde og vrede. Det er umuligt at forestille sig døden. Det er svært at forestille sig livet uden et elsket menneske.

Vi kan blive vrede over at skullel miste en, vi holder af. Måske kan vi længes så meget efter, at smerten skal høre op, at vi næsten kan glæde dig til døden. Måske bliver vi bange eller fyldt af sorg og savn.

Det er almindeligt, at følelserne bliver så stærke, at de næsten tager magten fra en eller lammer og gør følelsesløs. Det altid godt at tale højt med et andet menneske om de følelser og tanker, vi gør os. Det bedste kan være at tale med sine nærmeste, dem vi holder af.

Men somme tider holder vi os tilbage af frygt for at gøre andre af kede af det, eller vi ønsker ikke at belaste vore kære, som måske også er ramt af sorg. Så kan det ikke anbefales varmt nok at tale med præsten. Enten din egen sognepræst eller, hvis du er tilknyttet et sygehus, stedets sygehuspræst.

Præster har erfaring med sjælesorgssamtaler, det vil sige samtaler, der drager omsorg for sjælen. Sygehuspræsten taler dagligt med døende og deres pårørende. Præster har stor træning i at tale med mennesker om livet og døden. De er ikke bange for alvor eller sorg. Samtalen med en præst kan give et rum at være til stede i med det, som er på færde i sjæl og sind. Frygt og glæde, kærlighed og sorg. Samtalen kan også hjælpe dig til at rette dine tanker, din tak, din vrede og din bøn om hjælp til Gud.

Vi kan også tale om det, som gør ondt, ved at bede til Gud. Forsøg at sige det, du tænker, højt til Gud. Det kan virke underligt i begyndelsen, men det hjælper. Prøv dig frem og mærk efter om det, du får sagt, dækker dit anliggende. Sig det så enkelt og så tæt på sandheden, som du kan komme frem til. Skæld ud, sig tak, bed om hjælp. Lyt efter svar. Det kan komme på andre måder, end du forudser.

Kirsten Kruchov Sønderby