Sorg og tab
Er det normalt?
Folkekirken tilbyder sjælesorg og sorggrupper. Kontakt din lokale præst for info.

Er det normalt?

Vi reagerer meget forskelligt på sorg. Nogle bliver forskrækkede over deres egne reaktioner og spørger, om det er normalt. 



Nogle besøger gravstedet hver dag, andre sjældent og nogle aldrig.

Nogle har det bedst med, at afdødes ting står urørt meget længe, andre vil med det samme have tingene ryddet væk. 



Nogle taler højt med afdøde, eller skriver breve til vedkommende, fordi den døde stadig opleves nærværende. Andre synes ikke, at de kan huske afdøde mere.

Nogle drømmer tit, måske hver nat i årevis, levende om den, de har mistet. Andre drømmer aldrig om den afdøde. Det er altsammen naturlige reaktioner.

Samtale og sorggrupper

Det kan være en støtte at tale med mennesker, som har oplevet det samme som en selv. Det kan være mennesker, vi kender, eller det kan være i en sorggruppe. 

Du kan også ringe til din præst og aftale tid til en samtale om din sorg. Præster har stor træning i at tale med mennesker om livet og døden. De er ikke bange for alvor eller sorg. Samtalen med en præst kan give et rum at være til stede i med det, som er på færde i sjæl og sind. Frygt og glæde, kærlighed og sorg. Samtalen kan også hjælpe dig til at rette dine tanker, din tak, din vrede og din bøn om hjælp til Gud.

Find din lokale præst her.

Allehelgen rummer sorgen

Til Allehelgen mindes vi i folkekirken de døde. Mange bruger denne dag til at komme i kirken, sætte lys på gravstedet og mindes de pårørende, som de har mistet. 

Da Trine Bach Skovsen mistede sin halvandet år gamle søn Magnus, fandt hun hjælp i Allehelgensgudstjenesten. Hør hendes historie her.