Bryllupshistorier
Fejrede bryllupsfesten med sammenskudsgilde
Kirkebryllup kan fejres på mange måder

Fejrede bryllupsfesten med sammenskudsgilde

Helene og Peter blev gift i kirken samme dag, som de fejrede deres datters 1-års fødselsdag. I stedet for bryllupsgaver bad de gæsterne om at tage en ret med til middagen eller hjælpe til i løbet af festen.

Da Helene og Peters havde fået datteren Iben, virkede det oplagt for parret at blive gift. Derfor valgte parret at kombinere datterens 1-års fødselsdag med kirkebryllup og fest.
Foto: Jens TH. Se flere fotos fra brylluppet i længere nede.

Marianne Luna Røndal

Da datteren Iben kom til verden sidste år, lå det i luften, at Helene og Peter Vesterkær ville giftes. Men hvornår og hvordan brylluppet skulle forløbe, besluttede parret sig først syv uger før de sagde ja til hinanden i kirken.

- Det var meget oplagt med sikkerheden, efter vores datter Iben blev født. Da vi mødtes med venner i pinsen, snakkede vi om det, og så sagde min mor ’Jamen, så bliv da gift på Ibens 1-års fødselsdag!’, siger Helene.

Ville vies i kirken

For Helene var det vigtigt, at vielsen foregik i kirken.

- Min mave sagde, at vi skulle giftes i kirken, siger Helene og fortsætter, mens hun kigger på Peter:

- Selv Peter er glad for det, og han er ateist.

- Jeg havde ikke noget problem med at blive gift i kirken, siger Peter.

Helene havde tidligere løst sognebånd og var flyttet til Sankt Clemens sogn i Randers, så det var der, vielsen stod.

- Vi kendte ikke præsten på forhånd, men hun holdt en rigtig god tale, husker Helene.

Til vielsen sang de ’Se, nu stiger solen’, ’Op al den ting’, ’Det dufter lysegrønt af græs’ og ’Det er så yndigt at følges ad’.

Havde vielsesringene i forvejen

Allerede inden brylluppet var planlagt, havde Helene og Peter styr på vielsesringene. De havde nemlig arvet gamle guldsmykker fra familien.

- Vi har en veninde, der er uddannet guldsmed, og vi havde givet hende de arvede smykker, som hun lavede vielsesringene af. Pludselig var de færdige. Vi havde vores vielsesringe på til en fest i foråret, før vi var blevet gift, og der var vi lige ved at komme i ’bad standing’, siger Helene og griner.

Involvere netværket i festen

Helene og Peter drømte de om at involvere deres netværk i festen.

- Vi oplever, at det giver gode fester at involvere netværket. Hvis man udstikker rammerne, så hjælper folk, siger Helene og fortsætter:

- Det er tit et godt udgangspunkt for at tale sammen, at folk hjælper.

120 familiemedlemmer og venner fik en invitation til brylluppet og datteren Ibens 1-års fødselsdag.

- Det var midt i sommerferien og med kort varsel, så der kom 70 gæster. Det er egentlig meget imponerende med så kort varsel. Men min ene søster kunne ikke komme, siger Helene. 

Vi oplever, at det giver gode fester at involvere netværket. Hvis man udstikker rammerne, så hjælper folk.

Helene

Fejrede bryllup og fødselsdag med sammenskudsgilde

I stedet for gaver bad parret gæsterne om at tage en ret med til middagsbuffetten eller at hjælpe til undervejs.

- Vores overbo er frisør og satte hår på mig. Min stedfar er fotograf, så han tog billeder, siger Helene.

Gæsterne medbragte alt fra kronvildt til frikadeller, kartoffelsalat og tabouleh. Peters mor købte drikkevarer i Tyskland.

- Mange kan huske maden, fordi de selv var med til at lave det, siger Helene.

Datteren Iben blev ikke glemt. Gæsterne havde gaver med til hende, og en bagte fødselsdagskage. Til brudeparret havde gæsterne mere symbolske gaver med.

- Vi mangler ikke noget, for vi har boet sammen i fem år og skal ikke ud og stifte et hjem, siger Helene.

Det var vigtigt for Helene at blive gift i kirken. Peter er ateist, men han havde ingen indvendinger mod, at vielsen stod i kirken.
Foto: Jens TH

Helenes brudekjole er af gardinstof og syet på en systue. Havde hun haft længere tid, ville hun dog gerne have syet den selv. 
Foto: Jens TH

I stedet for gaver bad Helene og Peter deres gæster om at tage en ret til buffetten med.
Foto: Bjarne Lund

Bryllupskagerne.
Foto: Bjarne Lund

Datteren Iben blev heller ikke snydt til sin 1-års fødselsdag.
Foto: Bjarne Lund

Nogle af vennerne gav en DJ i gave, så der var rig mulighed for at danse.
Foto: Bjarne Lund

Vennerne bestilte DJ

Særligt for Peter var det vigtigt, at festen blev afslappet og uden de faste traditioner. Så de frabad sig kysserunder, men blev overtalt til en enkelt.

- Der var kun to korte taler. Peter bryder sig ikke om at være i centrum, men jeg kan godt lide det, siger Helene.

Gæsterne sørgede også for, at festen sluttede med musik og dans.

- Nogle af vores venner ville ikke have, at festen sluttede for tidligt, så de bestilte en DJ, der gik på efter aftensmaden og spillede til klokken 1. Nogle af dem, der var med til at betale DJ, de hjalp så med at rydde op, siger Helene.

Parret er meget glade for al den hjælp, folk har givet

- Bryllupper er noget særligt, som altid får det bedste frem i mennesker. Folk er helt enormt hjælpsomme, når det drejer sig om bryllupper, siger Helene.

Brudekjole i gardinstof

Brudekjolen var lavet af gardinstof og blev syet på en systue i Aalborg. En af Helenes veninder, der er designer, stod for brudebuketten og blomsterdekorationerne. Helene satte blomsterdekorationerne i sovsekander for at gøre det mere uhøjtideligt. I alt brugte parret 1.000 kroner på pynt, servietter og blomster, og brylluppet har kostet dem omtrent 12.000.

Vielsesringene betaler de ved at Peter, der er webdesigner, laver en hjemmeside for guldsmeden.

Turde gøre det anderledes og slippe kontrollen

For parret har det været dejligt at kunne holde bryllupsfesten på deres måde og droppe nogle af de mere faste traditioner, der ofte hører til bryllupsfester.

- Når man bare melder klart ud, at den tradition ikke siger en noget, så er det fint for gæsterne, siger Peter.

- Jeg har ikke været en bridezilla. Når man giver alle tingene fri, så slipper man kontrollen, siger Helene.

Efter sammenskudsgildet var parret ikke færdige med at fejre ja'et til hinanden. Flere af de gæster, der måtte melde afbud, kender Helene og Peter fra Tønder Festival, hvor de er frivillige. Derfor holdt de efterbryllupsfest på festivalen.

Helene og Peters råd til andre, der vil holde bryllup på en anden måde

- De skal ikke være bange for at stille krav til deres gæster. De vil gerne hjælpe, hvis de får rammer til at hjælpe indenfor, siger Helene.

- Man skal ikke være bange for at gøre det anderledes, siger Peter.