Bryllupshistorier
Viet i uldtrøjer efter juletræsfældning
Kirkebryllup kan fejres på mange måder

Viet i uldtrøjer efter juletræsfældning

Lea og Lars drømte om at blive gift i kirken, men de ønskede ikke en stor fest. Derfor inviterede de familien til at fælde juletræer og overraskede med en tur til kirken bagefter.

Lea og Lars Stidsen Steensen overraskede familien med et bryllup en decemberdag, efter de havde fældet juletræer. Privatfoto.

Marianne Luna Røndal

Lea og Lars Stidsen Steensens familie vidste ikke, hvad der skulle ske, da de stoppede ved den lokale kirke lørdag den 12. december 2015. Parret havde inviteret den nærmeste familie på besøg for at fælde juletræer ved godset, hvor Lars er skovarbejder.

Da de havde fældet juletræer, fortalte Lars og Lea, at de ville køre en anden rute tilbage til parrets gård og med udkigsstop undervejs. Familien kørte med Lars og Lea i front, indtil parret stoppede bilen foran Svostrup Kirke. Her gik det op for dem, at det ikke bare var et udkigsstop.

Fra juletræsfældning til kirkebryllup

Lea og Lars ville sige ja til hinanden.

- Det var meningen, at Lea skulle fortælle familien det, da vi stoppede uden for kirken, men hun var for tårevædet, så jeg gjorde det. Og Lea fik spurgt sin far, om han ville følge hende op ad kirkegulvet, husker Lars.

Leas far fulgte hende ind i kirken, men det var ikke med et langt hvidt slæb efter sig. Både brudeparret og familien var i uldtrøjer og gummistøvler, for de havde klædt sig praktisk, da de skulle fælde juletræer.

Familien reagerede positivt på, at juletræsfældningen pludselig udviklede sig til noget større.

- Folk var overraskede og meget glade, siger Lars.

Vi var lidt skeptiske over, om dagen ville miste lidt af sin glans, da det skulle være et overraskelsesbryllup. Men det viste sig at være både stort og rørende, og blive en hel særlig dag for os og familien, siger Lea.  

Flintrende ligeglade med tyl og trends

De husker stadig præstens tale, som imponerede dem begge. Sognepræst Signe Høg begyndte talen til brudeparret med ordene:

- Der er ikke så mange af os her, der har haft en chance for at glæde os til i dag. Men efter at have mødt jer, har jeg i det mindste glædet mig til at vie jer. Et brudepar med fokus på indhold, flintrende ligeglade med tyl og trends. 

Jeg har været til mange bryllupper, og jeg synes, festen fjerner lidt fokus fra det, det egentlig handler om: At man siger ja til hinanden i kirken.

Lars

Efter vielsen tog parret og familien hjem til Lars og Leas gård, hvor de spiste banankage og drak bobler. Efterfølgende havde de bestilt bord på Svostrup Kro. Her fik de stegt flæsk med persillesovs, der er parrets yndlingsret.

Kun de nærmeste

Lea savnede dog en ting ved det intime bryllup, hvor 21 familiemedlemmer deltog.

- Eneste minus var, at det kun var de nærmeste, der var med. For mit vedkommende ville jeg gerne have delt det med mine venner også, siger hun.

Derfor kunne hun ikke lade være med at sende en sms til sine veninder aftenen inden og fortælle dem om de hemmelige planer for den kommende dag.

- Så var de på en måde lidt med alligevel, siger Lea og smiler.

Fokus på at sige ja

Lea var gravid med deres søn Bjørn, da hun bragte bryllup på banen. Hun ville gerne giftes, før hun fødte.

- Det betød ret meget for dig at blive gift forholdsvist hurtigt. For mig var det ikke så vigtigt. Så tog vi snakken om, hvad vi ville, siger Lars og kigger på sin hustru.

- Og ikke ville, tilføjer Lea, mens hun giver sønnen Bjørn rugbrødsmadder skåret ud i små firkanter.

- Jeg er kristen. Og jeg er opdraget med, at man godt må have et individuelt forhold til at være kristen, siger hun.

- Selvom vi ikke kalder os for troende kristne, så er vi jo kristne, og tror også på traditionerne. Vi kommer fra Vestjylland, hvor traditionerne er stærke, siger Lars.

Han ønskede traditionerne i kirken, men ikke traditionerne til festen:

- Jeg har været til mange bryllupper, og jeg synes, festen fjerner lidt fokus fra det, det egentlig handler om: At man siger ja til hinanden i kirken. At man elsker hinanden og vil leve med hinanden i medgang og modgang. Vi har ikke været i tvivl om, at hvis vi skulle giftes, så skulle det være i kirken.

Overraskelsesbryllup

- Der var ikke det store frieri, men Lars foreslog, om vi skulle giftes hemmeligt, siger Lea.

Da parret blev enige om, at det skulle være et overraskelsesbryllup, brugte de lidt tid på at finde en god undskyldning for at invitere familien forbi en decemberdag. Løsningen blev, at invitere familien til juletræsfældning og julefrokost. 

Brugte lang tid på at vælge salmer

Lars og Leas tanker om et anderledes bryllup satte dem i tvivl om, hvad præsten ville tænke om at vie dem i friluftsbukser og striktrøjer.

- Vi tog til gudstjeneste i Svostrup Kirke for at opleve kirken og tale med præsten. Hun syntes, det var en rigtig fin idé, siger Lars.

- Ja, og pludselig så man så os sidde i sofaen og bruge lang tid på at lytte til salmer, griner Lea og fortsætter:

- Der var så få ting vi skulle planlægge til den "store dag", at vi sammen hyggede os overraskende meget med at finde de salmer, som skulle sætte præg på vores lille intime bryllup i kirken.

Til vielsen sang de ’Lover den Herre’, ’Den signede dag med fryd vi ser’, ’Du som gir os liv og gør os glade’ og ’Du gav mig o Herre en lod af din jord’.

Har fået et personligt forhold til kirken

Brylluppet gav Lea og Lars et stærkere forhold til den lokale kirke.

- Jeg har følt lidt stolthed over at bruge kirken på en personlig måde. Det er blevet en god, personlig tilknytning, vi har fået til kirken, og kirketjeneren og kirkesangeren har efterfølgende henvendt sig, når vi har været i kirken, siger Lea. 

Når parret i dag kører forbi Svostrup Kirke, tænker de ’Det er vores kirke’.

Lea og Lars’ råd til andre, der vil holde bryllup på en anden måde

- Man skal bare gøre det, siger Lea.

- Man skal ikke være bange for at gøre det anderledes. Man behøver ikke at følge normen, og kirken er enormt ’large’, siger Lars.

- Tro er slet ikke så firkantet, siger Lars.