AAA
 

Hvad er et kirkebryllup?Hvad er et kirkebryllup?

Et kirkebryllup er både vielse og velsignelse af et par. Med brylluppet siger parret siger ja til at leve som ægtepar og til at elske og ære hinanden.
Et kirkebryllup er juridisk gyldigt på samme måde som en vielse på rådhuset. Brylluppet i kirken foregår som en gudstjeneste med bønner, salmer, bibellæsninger, en vielsestale og velsignelsen. Et kirkebryllup handler altså også om kristen tro, håb og kærlighed.

I kirken bruger vi store ord om kærligheden. Ved et bryllup takker vi Gud "for alle dem, der har vist os kærlighed, fra vi var børn og indtil i dag." I bønnerne beder vi Gud om at styrke og bevare kærligheden mellem de to og vi siger tak for Guds kærlighed til os og kærligheden mellem os. Der bliver talt om kærligheden som en gave, vi ikke kan kræve eller gøre os fortjente til.


Styrke fra Gud
Vielsestalen handler derfor ofte om kærlighed fra Gud og kærlighed mellem mennesker som en gave og en opgave. Talen kan også handle om velsignelsen som det særlige, der sker ved vielsen i kirken. I velsignelsen får brudeparret styrke fra Gud, som er dén, der er større end os selv og vores kærlighed.

Ved et bryllup i kirken giver det mening at tale om tilgivelse, pligt, troskab og barmhjertighed. Ordene om at elske og ære får både krop og sjæl i vielsesritualet. Det kan give en særlig mening at sige ”ja” til hinanden i kirken, fordi vi også deler andre store øjeblikke i livet her – både de glædelige og de triste.


Hanne Marie Houkjær