Der er mange skikke og traditioner knyttet til et bryllup. Kirken stiller ingen krav til, hvordan I fejrer jeres bryllupsfest. Til vielse og velsignelse i kirken skal I blot være et par, som er parate til at give hinanden jeres ja.
Bryllup og bryllupsfest er en traditionsrig begivenhed, men det er naturligvis op til det enkelte par, hvordan de vil fejre deres dag. Ringe, påklædning, gæster, champagne og kareter er traditioner, parret kan forholde sig frit til. Man kan få det indtryk, at et kirkebryllup altid er en stor fest med hvid brud og mange gæster. Men et kirkebryllup kan foregå meget afslappet med få gæster eller kun de to vidner.
Når I træder ind i ægteskabet, træder I også et skridt væk fra jeres barndomshjem og nærmere den familie, I selv stifter. Det er baggrunden for traditionen om, at brudens far følger hende op ad kirkegulvet. Han ”giver” hende til gommen. Selvom de tider er forbi, hvor man flyttede direkte fra pigekammer til ægteseng, holder mange af symbolikken i, at bruden går fra at være sin fars datter til at blive en mands ægteviede hustru. Men faktum er, at ritualet ikke foreskriver noget om brudens indgang. Hun kan gå alene, parret kan gå sammen, en ven eller et andet familiemedlem kan følge bruden op ad kirkegulvet. Parret aftaler med præsten, hvordan vielsen indledes.
Gæsterne må sidde hvor de vil i kirken. Der er ganske vist en gammel tradition, som foreskriver, at brudens familie sidder til venstre i kirken og gommens til højre. Det stammer fra den gamle opdeling af kirkerummet i en kvinde- og en mandeside. Eller som det engang blev kaldt "spindesiden" og "sværdsiden". Mændenes side var kirkens sydside. Kvindernes side var mod nord. I nogle kirker kan man stadig se sporene af en tilmuret kvindedør. Vil parret følge de samme traditioner ved indgang og udgang af kirken, går kvinden i nordsiden, altså til venstre for manden på vejen op til alteret og til højre for manden på vejen ud af kirken.
Parret sidder gerne nær alteret inden selve vielsen, men også her er der forskellige retningslinjer afhængig af de praktiske forhold i kirken. Der er forskellige lokale og familiære traditioner for, hvem parret sidder sammen med. Nogle steder sidder parret sammen med deres fædre eller begge forældre, andre steder med en nær ven eller veninde. Efter engelsk skik kalder mange den, som sidder hos gommen, for en forlover, hvis det er en nær ven.
Det er ikke indskrevet i ritualet, at parret skal udveksle ringe. Hvis parret gerne vil give hinanden ringe på under vielsen, aftaler de med præsten hvornår og hvordan, det finder sted.
Medier og brudemagasiner kan give indtryk af, at alle bryllupper er store dyre fester. Kirkens erfaring siger noget andet. Mange par vies hvert år ved små, intime og enkle bryllupper. Bryllupsfesten kan være romantisk, enkel, storslået eller helt privat. En bryllupsfest går sjældent galt, fordi begivenheden er lykkelig: I elsker hinanden, har sagt ja, og er blevet viet.
Bryllupsfester er forbundet med mange traditioner: At klippe sokkerne af gommen, få brudeparret til at kysse, når gæsterne klirrer med bestikket, danse brudevals og kaste buketten. Der er tradition for, at brudens brudeudstyr skal bestå både af noget nyt, noget gammelt, noget blåt og noget lånt. Nogle elsker at følge traditioner. Andre vil helst være fri. Tænk over, hvad I har lyst til, og fortæl det eventuelt til nogle af jeres gæster på forhånd.
Vældige vande kan ikke
slukke kærligheden,
floder kan ikke skylle den bort
Højsangen 8,7