
Spaghettigudstjeneste er en gudstjeneste for børn med efterfølgende fællesspisning.
Spaghettigudstjenesten er kirkens tilbud til børnefamilier, bedsteforældre og børnebørn eller børnene og deres faddere. En spaghettigudstjeneste er en kort gudstjeneste på børnenes præmisser. Den bliver for det meste holdt på en hverdag sidst på eftermiddagen, og slutter med fællesspisning.
Til en spaghettigudstjeneste bliver der fortalt bibelhistorier for de mindste børn, så de kan forstå det. Man kan f.eks. lege en bibelhistorie, mens den bliver fortalt. Måske fortæller præsten om Noas Ark og sender børnene rundt omkring i kirken for at lede efter dyrene, som er bamser eller legetøjsdyr. Det kan være fortællingen om babelstårnet, hvor børnene bygger tårnet af legoklodser midt i kirken, hvorefter det braser sammen med stort rabalder, ligesom i historien. Man synger også med børnene, beder fadervor, og bliver velsignet.
Navnet ”spaghettigudstjeneste” er sammensat af ordene spaghetti og gudstjeneste. Efter gudstjenesten er der nemlig fællesspisning, ofte spaghetti med kødsovs. Mange børnefamilier med en travl hverdag synes, at gudstjeneste og fællesspisning er en god kombination. Det kan passe bedre at gå i kirke med børnene på en hverdag end søndag formiddag. Især når man ikke skal hjem og lave aftensmad bagefter.
Nogle steder koster det penge, og kræver tilmelding at deltage i fællesspisningen efter gudstjenesten. Spørg i din lokale kirke, om der er spaghettigudstjenester, og om hvordan man gør hos jer.
Spaghettigudstjenester er bare ét navn for børnegudstjenester med efterfølgende fællesspisning. Nogle steder kaldes det Gud og spaghetti. Andre navne for det samme er 'Gud og pasta', 'Kirke og pizza', 'Gud og mormormad', 'Bamsegudstjeneste' samt 'Børn, bibel og boller i karry'.
Sussie Nygaard Foged