
Folkekirken har årligt indtægter og udgifter på i alt godt 6 mia. kr.
Den folkekirkelige økonomi kan opdeles i tre hovedgrupper:
Den første gruppe er den lokale økonomi, som omfatter kirke-, præstegårds- og kirkegårdskasser i sognene samt provstiudvalgenes kasser. Disse lokale kasser afholder ca. 77 % af alle folkekirkens udgifter. De lokale kassers indtægter er først og fremmest kirkeskat, som betales af medlemmer af folkekirken.
Den anden gruppe er fællesfonden, som dækker en række fælles folkekirkelige udgifter, først og fremmest folkekirkens egen andel af løn m.v. til præster og provster. Fællesfondens indtægter er først og fremmest landskirkeskatten, der er en del af den kirkeskat, som betales af medlemmer af folkekirken.
Den tredje gruppe er statens tilskud til folkekirken, som bevilges på finansloven, og som først og fremmest bruges til løn og pension til præster og provster i folkekirken.
Den samlede, konsoliderede opgørelse af folkekirkens indtægter viser bl.a. at kirkeskatten, som betales af medlemmer af folkekirken, i 2007 udgjorde ca. 79 % af alle folkekirkens indtægter. Landskirkeskatten, som indgår i fællesfonden, udgjorde ca. 17 % af den samlede kirkeskat.
Desuden viser opgørelsen, at statens tilskud til folkekirken, som bevilges på finansloven, udgjorde i 2007 godt 12 % af alle folkekirkens indtægter.
Endelig viser opgørelsen, at andre indtægter i 2007 udgjorde ca. 8,5 % af alle folkekirkens indtægter. De andre indtægter er bl.a. ved kirkegårde, boligbidrag i forbindelse med tjenesteboliger, øvrige indtægter i forbindelse med folkekirkens ejendomme samt renteindtægter.
Den samlede, konsoliderede opgørelse af folkekirkens udgifter fordelt på udgiftsområder, viser bl.a. at løn og andre personaleudgifter i 2007 udgjorde 3.707 mio. kr., svarende til godt 57 % af folkekirkens samlede udgifter. Heraf udgjorde fællesfondens og statens udgifter til løn m.v. samt pension til præster, provster og biskopper 1.060 mio. kr. svarende til 28,5 % af de samlede løn- og personaleudgifter.
Derudover viser opgørelsen, at anlægsarbejde i 2007 udgjorde 740 mio. kr., svarende til 11,5 % af folkekirkens samlede udgifter. Anslægsarbejde er bl.a. restaureringer og andre større istandsættelser af kirker og andre bygninger samt af kirkegårde. Anlægsarbejder omfatter bl.a. også nybyggeri og større nyanskaffelser af inventar, f.eks. orgler, til kirker.
Kirkeministeriets hjemmeside om folkekirkens økonomi