
Som medlem af folkekirken hører man til det sogn, hvor man bor. Man har stemmeret til valg af menighedsråd og ret til at få foretaget kirkelige handlinger i sognets kirke. Medlemmer af folkekirken kan knytte sig til en præst og en kirke i et andet sogn end bopælssognet ved at løse sognebånd.
Der er omkring 1350 pastorater i Danmark opdelt i mere end 2100 sogne. Dertil hører omkring 2300 kirker med ca. 2400 sognepræster. Hertil kommer ca. 2100 menighedsråd med i alt omkring 18.000 menighedsrådsmedlemmer. Sognet ledes af menighedsrådet.
Menighedsrådet repræsenterer folkekirkens medlemmer i sognet. Menighedsrådet har det økonomiske og ledelsesmæssige ansvar i sognet. Menighedsrådet har ansvar for sognet kirke, kirkegård og præsteboliger. Menighedsrådet er også arbejdsgiver for kirkefunktionærerne, det vil sige alle medarbejdere, der er ansat ved kirken eller kirkegården, bortset fra præsterne. Rådet har dertil det overordnede ansvar for det kirkelige liv. Dets opgave er at skabe gode vilkår for evangeliets forkyndelse i sognet.
Menighedsrådet vælges for fire år ad gangen, og består af 5-15 almindelige medlemmer samt sognets præster. Rådet vælges af sognets folkekirkemedlemmer, der således har direkte indflydelse på ledelsen af sognet.
Læs mere om menighedsrådenes opbygning, arbejde og indflydelse på Landsforeningen af Menighedsråd.