
Proceduren for kirkelukning finder man ved at nærlæse andre love om kirker og se på praksis ved tidligere kirkelukninger.
Der findes regler om sømmen på ærmet af præstekjolen og regler om inventar i kirker. Men vi har ingen lov om lukning af kirker. Alligevel er det temmelig tydeligt, hvordan det går til, siger informationskonsulent i Kirkeministeriet, Jørgen Engmark:
- I Lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde står der, at kirkeministeren skal godkende opførelse og nedbrydning af kirker. Det er altid blevet fortolket sådan, at kirkeministeren også skal godkende lukning af en kirke, fordi der samtidig med en beslutning om at lukke en kirke skal tages stilling til, hvad der derefter skal ske med den. Om den fx skal gives ned sælges. Hertil kommer en retssædvane, som siger, at en kirke kun kan indvies, når der er givet tilladelse til det ved en kongelig resolution, og det er kirkeministeren, som kan indstille til resolution hos Majestæten. Når indvielse af en kirke kræver kongelig tilladelse, følger også, at en lukning må kræve det samme. Så det er reelt kirkeministeren, som skal indstille en kirke til lukning.
Formelt set kan en kirkeminister selvstændigt indstille til en kongelig resolution om, at en kirke skal lukkes. Men ingen kirkeminister har nogensinde lukket en kirke, uden at det lokale menighedsråd udtrykkeligt har ønsket det, understreger Jørgen Engmark:
– Skiftende kirkeministre har typisk sagt, at det skal man ikke beslutte oven fra i strid med de lokale valgte menighedsråd.
Da der ikke findes en lov for lukning af kirker, ser man også på praksis på området. Og når det gælder kirkelukninger, er det småt med praksis. Siden 1849 er kun ni kirker blevet lukket. Det er i alle tilfælde sket efter en indstilling fra menighedsrådet, som er blevet bakket op af biskoppen.
Kirkelukninger er altså altid foregået i fuld fordragelighed. Flere mener nu, at økonomien har gjort det nødvendigt at lukke kirke, selv om de lokale menighedsråd ikke ønsker det. De efterlyser en ny praksis eller en lovændring, som gør det muligt.
Ellen Aagaard Petersen
Ni kirker er siden 1849 blevet lukket.
To var ved at skylle i havet
To lå langt fra bebyggelse og blev erstattet af nyt kirkebyggeri i sognet.
Siden 1990 er fire kirker lukket, senest Sjælør Kirke i København, som i 2009 blev solgt til KFUM- Spejderne.