Kort fortalt
Katolske reformer

Katolske reformer

Reformationen gik sin sejrsgang over det meste af det tysk-romerske rige, og fundamentet skred mere og mere under den katolske kirke. Hverken pave eller kejser formåede at stille noget op. Men midt i 1500-tallet opstod en ny kontra-reformatorisk bevægelse under ledelse af spanieren Ignatius Loyola. Det var munkeordenen jesuitterne.

Jesuitterne forsvarer den katolske kirke

Denne nye munkeorden blev den katolske kirkens bedste kort i kampen mod den protestantiske reformation. Loyola krævede absolut lydighed over for pavestolen.

Jesuitterne bidrog til at give den skrantende pavekirke sin troværdighed tilbage, idet de arbejdede for kirkelig fornyelse og udførte kirkeligt hjælpearbejde. De drev også omfattende mission. Ordenen gav den katolske kirke en tiltrængt saltvandsindsprøjtning, og i dag er katolsk fromhedsliv fortsat påvirket af Loyolas tanker.

Spanieren Ignatius Loyola stod bag en kontra-reformatorisk bevægelse i den katolske kirke

Jesuitter-ordenen blev indstiftet med et paveligt dokument i 1540. Billedet viser Pave Paul III overdrage dokumentet til Loyola. (Tjekkiet, ca. 1743)

Koncilet i Trient

Reformatorerne havde mange gange bedt om et kirkemøde (koncil), hvor man kunne diskutere kirkelige reformer. Kejser Karl V og pave Paul III blev i 1545 endelig enige om at indkalde til koncil i Trient på grænsen mellem Italien og Tyskland. Protestanterne blev dog ikke inviteret med til mødet.

Koncilet blev afholdt i tre omgange mellem 1545 og -63. Man blev enige om at tage afstand fra Luther, men vedtog en række reformer, der skulle afskaffe nogle af de misbrug, som Luther havde rejst kritik af. Den katolske kirke fik redefineret sig selv og kom styrket ud af koncilet.