Hovedpersoner
Pave Leo X

Pave Leo X

Pave Leo X's oprindelige navn var Giovanni de Medici, og han tilhørte den velhavende og indflydelsesrige Medici-familie fra Firenze. I løbet af sin korte tid på pavestolen (1513-21) nåede han at sætte sig dybe spor.

Kirkens penge blev brugt på luksus

Leo X var berygtet for at leve i ufattelig luksus. Man sagde om ham, at han havde ødslet hele den kapital op, som hans forgængere havde sparet sammen, og mere til. Pengene gik til dyre teaterforestillinger, fester og andre højst verdslige formål. Som Medici-familien havde for vane, støttede han også kunsten, og han havde berømte malere som Rafael og Michelangelo i sit brød.

Pave Leo X var pave fra 1513 til 1521

Pave Leo X med to kardinaler. (Rafael, 1518-19.)

Tjente penge på afladsbreve

Hans forgænger havde ladet Peterskirken i Rom opføre, og Leo satte svimlende summer af til restaurering og udvidelse af det imponerende bygningsværk. For at skaffe de mange penge, der skulle bruges til dette arbejde, iværksatte han en omfattende afladshandel.

Afladshandlerne appellerede til befolkningens frygt for Skærsilden, og de tjente mange penge på at få folk til at bruge deres sparepenge på afladsbreve. Dette faldt Martin Luther for brystet. Han skrev i 1517 sine 95 teser imod afladen, som blev startskuddet til den protestantiske reformation. Han angreb ikke paven direkte, for han gik ud fra, at afladskræmmerne handlede uden pavens velsignelse.

Afviste kirkelige reformer

Muligvis kunne Leo X have afværget reformationen, hvis han havde taget Martin Luthers krav om reformer mere alvorligt. I stedet affejede han Luthers kritik, og i 1521 udstødte han Luther af den katolske kirke. Først da tog reformationen for alvor fart.