Fortsæt til hovedindholdet
Nyhedsbrev 2 - 2015
Udgivelser

Udgivelser

Blandt de mange udgivelser, der finder sted, skal særlig fremhæves sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen nyskrivning af Luthers lille Katekismus. Den er nu til rådighed i en udgivelse fra forlaget ANIS og er oplagt til brug i studiekredse. Bogen kan også downloades gratis som pdf fra folkekirken.dk her

Luther-sticker til bilen 

Aarhus 2017-Stiftsudvalg har ladet producere 5000 klistermærker med et Lutherportræt og tallene 1517-2017. De uddeles gratis til alle, der vil forpligte sig til at sætte det på bilen (eller cyklen). Nærmere info hos formanden for Aarhus Stifts 2017-udvalg provst Esben Andersen esan@km.dk.

Luther på de skrå brædder

Dramatikeren og præsten Steen Kaalø har på foranledning af Ribes 2017-stiftsudvalg skrevet teaterstykket Luther – død eller levende? Det er stillet frit til rådighed for såvel professionelle teatergrupper som amatørteatre, så forhåbentlig vil det blive spillet over hele landet. Stykket, som blander nutid og historie på fascinerende måde, kan downloades fra Ribe Stifts reformationsjubilæums-side.

Studiekredse og liturgi fra Helsingør Stift

Reformationsudvalget fra Helsingør Stift har som optakt til 2017-fejringen, i fællesskab udarbejdet et oplæg til tre studiekredse, samt to luthersk-inspirerede gudstjenesteliturgier. Inspirationsmaterialet kan her. Studiematerialet er et oplæg til samtale over tre mødegange. I 2015 er temaet skriften alene. Planen er, at der skal udsendes tilsvarende materiale for 2016 og 2017.

Reformationsliturgien rummer liturgiske oplæg til en reformationsgudstjeneste inspireret af Luthers "Den Tyske Messe”. Den præsenteres i to versioner, en klassisk og en "til ungdommen".

Økumenisk studiekreds

I løbet af få måneder udkommer en dansk oversættelse af Det lutherske Verdensforbunds og Den katolske Kirkes fælles studiemateriale, Fra konflikt til fællesskab. Materialet er oplagt til økumeniske studiekredse, men kan også bruges af mennesker i folkekirken, som gerne vil være klogere på, hvordan man i fællesskab kan fortælle historien.

Sigurd og reformationen

Sigurd Barrett er gået i gang med at skrive sange til en forestilling, som skal sættes op i efteråret 2017, samt en bog og en CD. Danmarks Kirkelige Mediecenter planlægger at udsende undervisningsmateriale i form af et antal korte videofilm i tilknytning hertil. Hele projektet går under navnet ’Lyt til Luther’. 

Luther som tegneserie

Forlaget ALFA er på vej med en tegneserie om Luther. Den laves af tegneren Tom Kristensen, som bl.a. har arbejdet med visuel storytelling på Moesgård. Tegneserien bliver historisk, men også med teologisk og religionspædagogisk dybde.

Tilmeld dig nyhedsbrevet