Luthers skrifter
Kirkens babyloniske fangen

Kirkens babyloniske fangenskab

Download "Kirkens babyloniske fangenskab" på dansk
- oversat af Finn B. Andersen


Da Luther i 1520 var anklaget for kætteri, forklarede han sine standpunkter i fire korte skrifter, hvoraf det længste og grundigste er Kirkens babyloniske fangenskab. Det er affattet på latin og henvendte sig til Europas lærde elite.

Luther forklarer, hvordan kirkens sakramenter (hellige handlinger) bliver holdt i fangenskab på samme måde som israelitterne en gang blev holdt som fanger i Babylon:

  • For hvor troen udryddes, og troens ord forstummer, optræder gerninger og gerningstraditioner snart i dens sted. Derved har de bortført os fra vort land som i et babylonisk fangenskab, idet de har frataget os vore kostelige skatte. 

Der er kun to sakramenter

Ved et sakramente forstår Luther en hellig handling, som er indstiftet af Gud og beskrevet i Bibelen:

  • Det er urimeligt at ville hævde, at noget er Guds sakramente, som man ingen steder kan bevise er indstiftet af Gud.

Ud fra dette kriterium vil han kun regne dåben og nadveren samt evt. også skriftemålet for at være sakramenter. Alle den katolske kirkes øvrige sakramenter, dvs. konfirmation, ægteskab, den sidste olie og præsteordination, godtager Luther ikke.

  • Allerførst afviser jeg, at der er syv sakramenter. I øjeblikket kan jeg kun anerkende tre, nemlig dåben, boden og nadveren. Og disse er endda af den øverste ledelse i Rom ført ind i et forfærdeligt fangenskab. Kirken har helt mistet sin frihed.

Et af Luthers mest kendste skrifter gør op med synes på sakramenter i kirken samt præsteskabet.

Alle døbte er præster

Desuden udfolder Luther sin idé om det almindelige præstedømme. Ved siden af det indviede (ordinerede) præsteskab mener han, at der også findes et præsteskab, som består af alle døbte. Luther angriber det katolske embedssyn, som siger, at en ordineret præst i kraft af sit embede indtager en rolle som formidler mellem Gud og den enkelte kristne. En sådan formidler behøver de kristne ikke, for de er selv præster og kan henvende sig direkte til Kristus uden mellemmænd. Men de ordinerede præster er udvalgt og kaldet til at forkynde evangeliet og uddele sakramenterne. Deres særlige status består således i, at de er tjenere for resten af menigheden.

  • Præsterne skulle tvinges til at indrømme sandheden, nemlig at alle, som er døbt, i lige høj grad er præster. De har kun deres embede, fordi vi andre giver dem lov. Derfor må de også vide, at ingen af dem har ret til at herske over os, undtagen i den grad vi frivilligt giver dem lov til det. Sådan siges det nemlig i 1 Pet 2, 9: ”I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk.” Derfor er alle kristne præster. Dem, vi plejer at kalde præster, er blot tjenere, udvalgt blandt os til at gøre tjeneste i vort sted. Præsteembedet er intet andet end en tjenergerning.


Download "Kirkens babyloniske fangenskab" på dansk
- oversat af Finn B. Andersen