Fortsæt til hovedindholdet
Salmer
Salme

Her finder du 200 af salmebogens mest populære salmer. Du kan høre salmerne, læse om dem og printe teksten. Salmerne er indsunget af kor i Folkekirkens Ungdomskor

"Om salmen
"Om forfatteren
Om salmen
Salmen er ofte en del af kirkelige festligheder som bryllup og dåb, ligesom den ofte synges ved søndagsgudstjenester og begravelser. Det er en gendigtning af en gammel nordisk morgensang fra det 14. århundrede, som Grundtvig digtede efter versionen i Hans Thomissøns salmebog. Det var der en helt særlig anledning til. Pinsedag 1826 ville man i den danske kirke fejre 1000-året for Ansgars og kristendommens komme med kristendommen til Danmark. Det var Grundtvig, der havde gjort opmærksom på det sjældne jubilæum, og han skrev flere højtidssalmer, som han ønskede sunget pinsemorgen i Vor Frelsers Kirke. Stiftsprovst H. G. Clausen, der var uven med Grundtvig, forbød dem imidlertid sunget, fordi salmen ikke var i den officielle salmebog.

Nordisk dagvise 14. årh. Dansk 1569. N.F.S. Grundtvig 1826 og 1864. Jf. nr. 734 og 353.

Læs mere på Den Danske Salmebog Online

Kilde: Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 2, Salmekommentar til salmerne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008.

Erik Norman Svendsen: Syng for livet, guide til salmebogen, Kristeligt Dagblads Forlag, 1. udgave, 2. oplag, 2008.

N.F.S. Grundtvig

Om forfatteren
Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) har som præst, salmedigter, historiker, pædagogisk forfatter, skolemand, grundlægger af højskolebevægelsen og politiker haft afgørende betydning for både sin samtid og eftertid. Ud af Den Danske Salmebogs 791 salmer har han forfattet 163 og gendigtet 90. 

1783: Født 8. september i Udby ved Vordingborg som søn af en konservativ luthersk-pietistisk præst.
1792-1800: Flyttede hjemmefra for at modtage undervisning hos sognepræsten i Thyregod og blev senere elev på Aarhus Katedralskole.
1800-1803: Teologiske studier på Københavns universitet. Grundtvig brød her som erklæret rationalist med barndomshjemmets pietisme.
1805-8: Huslærer på godset Egeløkke. Nye indsigter førte Grundtvig fra rationalismens dyrkelse af den rene fornuft. Hans digtning blev inspireret af den nordiske mytologi, romantikkens filosofi og poesi samt en ulykkelig forelskelse i husets frue.
1808-10: I København blev Grundtvig lærer i historie og geografi ved det Schousboeske Institut.
1811: 28. maj blev Grundtvig ordineret i Trinitatis Kirke og blev 9. juni indsat som kapellan hos sin far i Udby.
1813: Efter faderens død flyttede Grundtvig tilbage til København. I årene, der fulgte, udgav han en række historiske, poetiske og debatterende skrifter.
1816-19: Grundtvig udsendte sit kulturpolitiske tidsskrift Danne-Virke, hvori hans teorier om sprog, danskhed og folkeånd først kom til udtryk. Fra 1818 tildelte kongen Grundtvig en årlig understøttelse.
1822: Kongeligt udnævnt kapellan ved Vor Frelsers Kirke på Christians­havn.
1825: I stridsskriftet Kirkens Gienmæle, som var vendt mod professor Dr.theol. H. N. Clausen, præsenterede Grundvig sin ”mageløse opdagelse”: At kirken blev grundlagt på Jesus’ egne ord, det levende ord, som Jesus ved dåb og nadverindstiftelsen lod gælde for al eftertid. Clausen anlagde herefter injuriesag mod Grundtvig, og Grundtvig blev i 1826 idømt livsvarig censur. På de vilkår ville Grundtvig ikke længere være præst.
1835-36: Grundtvig forfattede første bind af Sang-Værk til den Danske Kirke (1837), et værk som kom til at indeholde ca. 400 nye salmer og gendigtninger, som skulle spænde over hele den kristne kirkes tradition.
1837: Censuren blev igen hævet af kongen.
1838: Grundtvig skriver det ofte citerede digt ”Menneske først og kristen saa”. Dateringen er omdiskuteret, men der er bred enighed om, at det enten er skrevet i 1837 eller 1838.
1839: Præst ved Vartov Hospital.
1844: I Rødding åbnede den første folkehøjskole. Folkehøjskolerne og friskolerne tog deres afsæt i Grundtvigs idé om ”skolen for livet”, folkeoplysning, som skulle bygge på samtalen mellem lærer og elev.
1848: Ved valget til Rigsdagen blev Grundtvig, som i udgangspunktet ikke var den store tilhænger af demokratiet, stemt ind. Herefter sad han i en næsten tiårig periode og blev igen i 1866 valgt ind.
1861: Grundtvig fejrede sit 50 års præstejubilæum og blev tildelt æresrang med Sjællands biskop.
1872: Død 2. september på Store Tuborg, begravet i Køge på Claras Kirkegård, Køge Ås.  

Læs mere på Den Danske Salmebog Online

Kilder:
Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 1, Salmehistorie med biografier af forfatterne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008. 

Anders Malling: Dansk Salmehistorie bd. VI-VII, Digterne, J. H. Schultz Forlag, København 1971-1972.


Den Store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi

 

 

1

Den signede dag med fryd vi ser
af havet til os opkomme,
den lyse på himlen mer og mer
os alle til lyst og fromme!
det kendes på os som lysets børn,
at natten hun er nu omme!

2

Den signede stund, den midnatstid,
vor Herre han lod sig føde,
da klared det op i østerlid
til dejligste morgenrøde,
da lyset oprandt, som Jordens bold
skal lysne udi og gløde.

3

Om levende blev hvert træ i skov
og var så hvert blad en tunge,
de kunne dog ej Guds nådes lov
med værdelig røst udsjunge,
thi evig nu skinner livets lys
for gamle og så for unge.

4

Thi takke vi Gud, vor Fader god,
som lærken i morgenrøde,
for dagen, han os oprinde lod,
for livet, han gav af døde.
Den signede dag i Jesu navn
os alle vort liv forsøde!

5

Nu sagtelig skrid, vor højtidsdag,
med stråler i krans om tinde!
hver time til Herrens velbehag
som bække i eng henrinde,
til frydelig sig til sidst de sno
op under de grønne linde!

6

Som guld er den årle morgenstund,
når dagen opstår af døde,
dog kysser os og med guld i mund
den liflige aftenrøde,
så tindre end må det matte blik,
de blegnede kinder gløde.

7

Så rejse vi til vort fædreland,
dér ligger ej dag i dvale,
dér stander en borg så prud og grand
med gammen i gyldne sale,
så frydelig dér til evig tid
med venner i lys vi tale!

Nordisk dagvise 14. årh.

Dansk 1569

N.F.S. Grundtvig

1826 og 1846