Folkekirken tror på een Gud

Fader, Søn og Helligånd

Den danske Folkekirke tror på een Gud, som giver sig til kende for mennesket på tre forskellige måder: Som Faderen, Sønnen og Helligånden.

Folkekirken er en evangelisk-luthersk kirke. Det vil sige, at den først og fremmest bygger på evangeliet, og at den er protestantisk. Bibelen er folkekirkens vigtigste skrift. Desuden har folkekirken en række bekendelsesskrifter, som kort og præcist beskriver troens centrale indhold.

Hvad er kristen tro?

Den kristne tro handler både om at lære om kristendom og om at leve som et kristent menneske. Troslæren forklarer, hvad kirken tror på ud fra bibelen og bekendelsesskrifterne. Bekendelsesskrifterne præciserer, hvad kirken mener, når den f.eks. forkynder, at Gud er skaber, eller at Jesus er Guds søn. Troslivet handler om, hvordan man som kristen praktiserer sin tro f.eks. ved at bede, læse i bibelen eller gå til gudstjeneste.

Hvordan lever man som folkekirkekristen?

Folkekirken hævder, at alle døbte er lige over for Gud. Derfor laver præster eller biskopper ikke regler og love, som andre kristne skal leve efter. Kristne har i stedet et fælles grundlag at leve på og traditioner at leve med. Det er f.eks. at læse i bibelen, at bede, gå i kirke og fejre de kristne højtider. Der er ikke en facitliste til, hvordan man lever som kristen i folkekirken – der er mange måder.

Gå på opdagelse i ”Tro og liv”

På siderne om "Tro og liv" kan du læse om det grundlag, folkekirken bygger på og kristne kan leve deres personlige liv på. Det handler om fadervor, trosbekendelsen, og f.eks. Luthers lille Katekismus, som du måske har hørt om. Gå på opdagelse på siderne og få afmystificeret teologien, eller find ud af, hvordan du kan bruge folkekirken. Det kan f.eks. være i form af et medmenneske at tale med om livets store spørgsmål eller en gudstjeneste at gå til, som passer til dine behov og ønsker.