
Den første mandag i hver måned mødes en lille flok læseheste i Frederiksberg Kirkes lokaler for at diskutere den bog, de alle har læst før mødet.
I januar for tre år siden startede sognepræst Michael Hemmingsen den litterære studiekreds i Frederiksberg Kirke. Det første halve år læste deltagerne Thomas Mann og drøftede deres læseoplevelser i studiekredsen.
– I en tid, hvor der er så mange holdninger i spil om, hvad kirken er eller ikke er, så synes jeg, det er vigtigt at vise, at kirken har en intellektuel og kulturel rummelighed, der også indbefatter litteratur, forklarer Michael Hemmingsen.
Solveig Lumholt så en annonce for studiekredsen i avisen og meldte sig til med det samme. Hun har været med fra starten, og har efterhånden læst rigtig mange bøger af forskellige forfattere. Studiekredsen læser den samme forfatter gennem et halvt år, så kendskabet til forfatterens værker bliver stort.
– Det betyder meget for mig at komme i studiekredsen. Jeg føler, at det udvider min horisont, og jeg nyder, at de andre i kredsen også er engagerede mennesker. Og så er det skønt at få nogle nye vinkler på tingene, end dem jeg selv har, siger Solveig.
At det foregår i et kirkeligt regi har ikke været afgørende for hende, selv om hun har et kristent livssyn. Havde opslaget været fra en aftenskole, ville hun også have meldt sig til. Det var nemlig Thomas Mann, der lokkede hende af sted. Hans forfatterskab har hun altid været meget interesseret i.
Solveig læser så meget, hun overhovedet kan få tid til. Faktisk er hun med i to læsekredse samtidig.
– Mens jeg var aktiv på arbejdsmarkedet, havde jeg ikke tid til at læse, så jeg nyder at være blevet pensionist. Og bøgerne skal jo læses. Jeg synes, jeg skylder de andre i studiekredsen at være velforberedt, så nu sætter jeg tid af om formiddagen til at læse lektier, som jeg kalder det. Det føles faktisk som den rene luksus at sætte mig og nyde en god bog, fortæller Solveig, der er tidligere operasangerinde og solist ved Det Kongelige Teater.
Michael Hemmingsen er ikke længere tovholder, og studiekredsen er blevet selvkørende, men han nyder, at de litterære diskussioner fortsætter i kirkens lokaler, og han er stadig kontaktperson, hvis eventuelle nye ansigter ønsker at tage del i diskussionerne. Studiekredsen er nemlig åben for alle – så længe de holder af bøger og diskussioner.
Af Bente Schmidt
FAKTA:
Thomas Mann (1875-1955), tysk forfatter, modtog Nobelprisen i litteratur i 1929