Begravelse i stilhed?

Spørgsmål

Anne Katrine Bjørn Andersen

Hej

Hvis man skriver i en døds annoce at begravelsen foregår i stilhed, hvad betyder det så ??

Venlig hilsen

Michael

Svar

Kære Michael

Når jeg ser en dødsannonce, hvor der står, at begravelsen foregår i stilhed, så tænker jeg, at familien giver udtryk for, at de ønsker, at begravelsen skal gå stille af. Det vil sige, de ønsker ikke nogen særlig opmærksomhed; de foretrækker, at det kun er familie og tætte venner, der møder op. Der er jo andre måder at give til kende, at man anerkender de pårørende tab - for eksempel kan man sende en buket blomster, skrive et brev eller ringe.

Det bliver altså et spørgsmål om at fornemme sig til, hvad det kan betyde, når man ser, at der står, 'begravelsen foregår i stilhed'. For når det kommer til stykket, så bliver de allerfleste mennesker meget glade for, at der kommer nogle til begravelsen. Det varmer at se, at der er andre mennesker, der viser, at de deler sorgen og tabet eller gerne vil vise den afdøde denne sidste respekt.

Så det kan altså både være af respekt, at man bliver væk; men det kan også i mine øjne være det rigtige at veje respekten for det liv, der er levet til ende højere end at føje de pårøendes ønske (eller måske den afdødes egen beskedenhed).

Med venlig hilsen
Anne Katrine Bjørn Andersen, sognepræst Jelling