
![]() |
Hej.
Kan man få sit barn døbt i Folkekirken, hvis forældrene ikke længere selv er medlem af Folkekirken?
Mvh
Helle
Kære Helle
Det korte svar er JA.
Ja man kan få sit barn døbt, uanset om forældrene er medlemmer af folkekirke, og uanset om forældre nogensinde har været medlemmer - altså uanset om forældrene er døbte eller ej.
I §1 i Anordning om Dåb i Folkekirken står der: Alle børn og voksne har adgang til at blive døbt.
Men vi skal også lige have § 2 med, fordi der står der: Dåb af et barn sker efter anmodning fra den eller dem, der har forældremyndigheden over barnet, og som dermed har ansvaret for barnets kristelige opdragelse.
Det vil altså sige, at ønsket om dåb og accept af at barnet bliver døbt skal komme fra den eller dem, der har forældremyndigheden. Og hertil kommer så også sætningen: Har ansvaret for barnets kristelige opdragelse. Her ligger jo tanken om, at der kommer noget efter dåben, nemlig et livssyn eller en livstolkning.
De bedste hilsner
Anne Katrine Bjørn Andersen, sognepræst Jelling
Her kan du stille dine spørgsmål om kirke og kristendom, tro og kristenliv. Folkekirken.dks panel svarer så hurtigt, det lader sig gøre.