Dåb påskedag?

Spørgsmål

Tine Lindhardt

Kan man blive døbt påskedag ?

Christina

Svar

Kære Christina

Det korte svar er: Ja, det kan man.

Det lidt længere er: ja, det vil endda give rigtig god mening at blive døbt påskesøndag.
Og det helt lange er, at i den tidlige kirke (2. og 3. århundrede e.Kr.) blev man nemlig døbt natten mellem påskelørdag og påskesøndag ved en gudstjeneste hvor man fejrede Jesus' opstandelse fra de døde. Senere (i middelalderen) blev det almindeligt at børnene blev døbt på ugedagen for deres fødsel. Men som sagt var det i den tidlige kirke natten mellem påskelørdag og påskesøndag, man holdt dåb.

Man døbte mange voksne dengang (men også børn) og i forbindelse med dåben var der en dåbsoplæring og forberedelse, som fandt sted i fastetiden. Og så kulminerede det med dåben påskenat. I forbindelse med dåben fik man for øvrigt et lys ligesom den øvrige del af menigheden, som vandrede ind til påske-opstandelsesgudstjenesten med tændte lys. Man mener at det er dette påske-opstandelseslys der siden bliver til det dåbslys, som man også senere, i middelalderen, gav til de nydøbte i forbindelse med dåben, selv om dåben på det tidspunkt er flyttet væk fra påskenat til søndagsgudstjenesterne.

Mange venlige hilsener
Tine Lindhardt