Må man have kasket på i kirken?

Spørgsmål

Anne Vig Skoven

Hej Folkekirken.dk


Jeg håber I kan/vil hjælpe mig med at få løst en gåde…

Jeg er i tvivl om, hvordan man i Den Danske Folkekirke, ser på takt og tone angående hovedbeklædning?

Folk bærer ofte overtøj til både gudstjenester og andre handlinger, og i gamle dage, var det comme il faut at ta’ hatten af, når man gik ind i en kirke, med mindre man var kvinde.

Sådan var det sandsynligvis, fordi håret var sat kunstfærdigt op, under kvindens hat, og det ville være besværligt at sætte den korrekt på plads igen.


Hvad er holdningen i dag?

Unge bærer ofte kasket; både drenge og piger, og vil man skelne mellem en hat og en kasket?

Skal en dreng med kasket afføre sig denne, mens hans mor eller bedstemor gerne må bære sixpence?

Er et hovedtørklæde en hovedbeklædning?


Hvad mener I? Og findes der noget på skrift, som I kan referere til?


På forhånd tak….


Med venlig hilsen

Kristine

Svar

Kære Kristine
Der findes mig bekendt ikke nogen nedskrevne regler om hovedbeklædning for kirkegængere i Folkekirken. Det har dog været almindelig skik og brug, som du siger, at mænd tog hatten af, mens kvinder beholdt den på. Derfor støder det nogle gange de ældre i menigheden, hvis drengene beholder kasketten på, fordi de opfatter som en provokation og et tegn på manglende respekt for kirkerummet.

Det er efter min mening en fejltolkning. Sagen er jo, at nogle drenge nærmest sover med kasket. De opfatter det som en del af deres identitet, ikke som en provokation.

Det eneste skriftlige jeg kan komme i tanke om vedr. hovedbeklædning er 1 Korintherbrev kap. 11, hvor Paulus formaner mændene til at være barhovedede og kvinderne til at tildække hovedet, når de beder. Det er muligvis dette sted, der har ført til skikken med, at mænd tager hatten af og kvinder beholder den på i kirken. Men skik og brug ændrer sig, og i dag er der ikke mange kvinder, der tager Paulus' formaning alvorligt - simpelthen, fordi de ikke længere går med hat.

Til gengæld kunne man måske tage andre af Paulus' ord fra samme brev op til overvejelse: Alt er tilladt, men ikke alt gavner (1 Kor 6,12). Med andre ord - skal man til enhver tid bruge sin frihed?

Jeg har til mine egne konfirmander sagt, at de er frie til at gøre som de vil vedr. kasketterne, men at de må overveje, om de, af hensyn til de ældre, evt kan give køb på denne frihed.

Venlig hilsen
Anne Vig Skoven
sognepræst ved Esajas kirke, Kbh.